Domestic violence (Mindraper)

87

En underholdt latter kom fra Ava, som hans forsøg på at fange hendes man ikke helt lykkedes. Hun morede sig og for en stund var bekymringer glemt. Alt omkring hende var glemt – selv de farer der kunne være i forbindelse med hendes afstand til Teylar. Som det alligevel lykkedes Mindraper at få fat i en tot, endte hun med at måtte stå stille. Hendes blik forlod ikke hans, men søgte i stedet så langt ind de kunne, som kunne hun se helt ind bag øjnene. Flankerne hævede og sænkede sig en anelse kraftigere end normalt, og sendte små bølger af kold luft ud gennem hendes næsebor. Ava tillod sig selv at søge lidt nærmere hingsten endnu en gang.

Minds blik veg ikke fra Ava, og han lod hende blot rode løs i hans øjne, for det betød at han kunne sætte mulen mod hendes, mens han kærtegnede den stille. Det var en øm og sårbar situation, men ingen af dem virkede til at være tilstede for omverdenen. De kunne bare kigge dem der ville, for Mind var ikke ræd for at blive set. Heldigt nok var der dog alligevel ikke en sjæl i nærheden denne dag, for det havde nok vanskeliggjort tingene en del for de to sjæle.

88

Ava flyttede sig ikke, men blev stående. Lyttede til ham og hans åndedrag. En gang imellem sendte hun alligevel små nip ud efter hans mule, men rørte sig ellers ikke ud af flækken og fjernede ikke blikket. Selvom nogen måske følte ubehag ved at stå og stirre en anden direkte ind i øjnene, veg Avas blik ikke væk. Hun havde godt nok ting hun skjulte, som måske ikke var så smart at røbe for den mangefarvede hingst, men der var ikke noget hun havde dårlig samvittighed over.

Tiden stod stille mellem de to, og der gik da en rum tid før Mind brød øjenkontakten for at gnubbe hende på halsen med en varm brummen. Han begravede mulen i hendes man og inhalerede duften af hende. Der var altid en snert af aske, men det kom nok fra Foehn af. Jo mere hun befandt sig her, jo mere forduftede den stille. Måske bar han håbet om en anden ville dukke op, men lige nu var det bare hendes nærvær der gjorde ham nærmest ør i hovedet. Normalvis så plejede han at være rimelig fattet, men Ava var undtagelsen for hans regler.

89

Halsen krængede Ava en anelse til siden for bedre at give ham adgang til halsen. Mulen blev spidset og mimrende, men fandt til sidst vej mod hans skulder hals og ryg, hvor hun gav sig til at gnubbe ham også. Hun kunne jo ikke være den eneste der blev plejet. Selvom hun gerne tog imod, gav hun også gerne – noget mange lod til at misforstå. Gav de hende problemer, gav hun dem problemer tilbage. Gav de hende en flabet attitude, gav hun dem det samme igen. Hun var jo ikke helt igennem skidt, men mange havde sikkert reageret på samme måde som hende, havde de stået i hendes sted. Hvis andre mente det modsatte, stod de enten og løj, eller også vidste de ikke hvordan det var at være i hendes sted. En lille sagte, men veltilfreds brummen forlod Ava.

Han løftede hovedet lidt så han bedre kunne stille sig an, så hun ligeledes kunne nå ham. Der var en vis størrelsesforskel på de to og det var også derfor han roligt kunne lade mulen søge ned hans hendes ryg med halsen relativt sænket. Han sukkede veltilpas og gnubbede nu kort panden op af hendes skulder, hvorefter han fortsatte sin gnubben af hende i stedet. Han tænkte det ville hun nok være mest tilfreds med end at han brugte hende som klø træ. Han slog et lille slag med halen og lod kort det gule øjne søge rundt i området.

90

Ava fandt et lille smil frem, som det blev nemmere for hende at fortsætte sit gnubberi. Hun måtte dog holde en pause da hun blev brugt som klø træ, og trådte et halvt skridt til siden for bedre at kunne stå fast, men så snart han begyndte at gnubbe igen, gjorde hun også. Da der ikke var nogen udsigt til hun ville blive puffet sådan til igen, trådte hun et par skridt fremad for at fortsætte sit gnubberi på et nyt sted i stedet for at fortsætte på den samme lille plet. Da han stoppede, gjorde Ava det også selv. Hun havde ingen anelse om hvor lang tid hun havde tilbragt det sted, men det var nok til skyggerne langsomt havde flyttet sig på jorden. Hun endte med at give Mindraper et lille puf mod hans side, inden hun trådte fremad med nogle skridt der viste hun havde en destination.

Mind kom med et lille diskret smil over hendes reaktion på hans pufferi, mens han ganske tilforladeligt gnubbede videre. Hendes puf fik ham til at se mod hende, og han stod et kort øjeblik og så efter hende, inden han skridtede med hende. Han så sig kort tilbage over skulderen for at konstatere at der ingen sjæl var tilstede udover de to. Men hvorfor gik Ava nu, når de stod og ventede på Nymfen. Mind bragte dog ikke emnet tilbage, men nappede i stedet Ava i ballen med et kækt smil da han måtte trave de sidste skridt op til hende.

93

Hans nap fik Avas hale til at svirpe i hans retning. Det tog hende heller ikke mere end et splitsekund selv at sætte farten op til trav da han fik indhentet hende nok. Selvom hun meget godt kunne lide hans selskab og selvom der ikke var andre der havde nærmet sig dem, havde hun ikke planer om at blive stående det samme sted i who knows hvor lang tid. Der var jo ingen der kunne sige hvornår nymfen ville vende tilbage til området, og så interessant var det jo heller ikke at betragte de samme omgivelser konstant – ikke når hun havde mulighed for at bevæge sig lidt mere rundt – så længe det ikke var på selve flokkens område. Men hun kunne jo stadig tillade sig at kredse omkring flokken.

Ava ønskede ikke vandre for langt væk fra flokkens område, men søgte mod den klynge af træer der krydsede grænsen og derfor både befandt sig på flokkens område og udenfor flokkens område. Ikke en lille en af slagsen, men en hun havde tilbragt en del tid i i sin tid. Før Foehn blev til hendes nye hjem.

Mind fulgte trop da Ava satte tempo. Han var ikle bekymret for hvorvidt hun ville skabe problemer i det han havde tiltro til hendes ord. Han fulgte hende ind i den lille klynge træer. Og stoppede med hende. Et blik røg kort omkring, med er lille smil plantet på den mørke mule. Han sukkede veltilpas og sendte Ava et varmt udtryk.
Selvom de var tæt på grænsen så var han ikke bekymret for nogle ville finde dem her, men se var tilpas tæt på så de kunne fange Nymfen.

94

Ava satte først farten ned igen da de nåede ind mellem træerne. Ind i det lidt mere skjulte, selvom det ikke var fordi hun gik efter at være skjult af andre. Det var egentlig bare for bedre at kunne navigere rundt i det der engang havde været kendte områder, men som nu var fremmede for hendes hove. Men hun vidste hvor der var en lysning og en lille å med rent ferskvand. Der gik heller ikke lang tid før hun kunne høre den, men havde ikke tænkt sig at stoppe ved det første sted de ramte den. Nej. Hun havde en lidt anden idé og endte derfor også med at krydse den.

Bedst som han troede at Ava havde besluttet at stoppe, så var hun atter på vej. Han brummede let og skyndte sig derefter med. Han fulgte hende uden at så tvivl ved hendes retning. Han kunne dog ikke lade være med at se sig selv omkring, bare for at være sikker på at der ikke var andre.
Han trippede let ud i det kolde vand og fulgte stadig efter hende. Han nappede hende dog let i haserne med et drillende glimt i de gule øjne. Han var dog vældig nysgerrig for at se hvor end hun førte ham hen.

97

De våde ender af Avas hale blev svirpet I retningen af Mindrapers hoved, så små dråber af vand fløj ud til alle sider. Først da hun var kommet til det helt rigtige sted, standsede hun. En lille krog af den lille klump af træer, hvor hun havde tilbragt meget tid før. Både alene, men også sammen med hendes bror, og nymfen. Det var det sted på øen hun følte sig aller bedst tilpas, hvis hun da overhovedet kunne føle sig tilpas på øen. Det var jo ikke Foehn, men alligevel langt bedre end ude i det åbne i nærheden af Teylar. Selvom hun havde intentioner om at vente på nymfen, kunne hun jo ikke blive stående det samme sted hele dagen. Det var også kun et spørgsmål om tid, inden den brogede ville finde ud af hun var der. Han havde trods alt en evne der gjorde han vidste en del mere om hvad der foregik omkring ham, end hvad han ville kunne finde ud af hvis han selv skulle holde øje med området. En masse små spioner om man ville. Det var aldrig til at sige om nogen allerede havde sladret. Forsigtighed frem for alt.

Alligevel var det heller ikke kun gode minder hun havde omkring stedet, for det var også der hun engang havde følt sig aller mest alene. Den gang skyggerne havde sat sit mærke i hendes pels. Dengang hun følte hun var ved at blive sindssyg. Nogen ville måske mene hun allerede var blevet sindssyg.

De blå øjne søgte den spraglede hingst. Lysende, men ikke på den kraftige måde der nærmest skjulte hendes øjne. Et blik der var både mildt, kærligt og sørgmodigt på samme tid.

Mind stoppede ved hendes side og brummede stille, mens han lod mulen stryge over hendes side, inden han nu smaskede veltilpas. Han søgte hendes blik med en kærlighed der ikke kunne sås tvivl om det. Han strøg hendes blidt over mulen inden han lagde panden mod hendes hals med et varmt suk.
Han kunne ligeledes fornemme sørgmodigheden nage i hans indre og det virkede nogle gange helt ulideligt at de snart skulle skilles igen, men ordene fandt aldrig vej da de ville ødelægge øjeblikket med hende. Sorgen ville komme uden tvivl, men han kunne lige så godt gemme den til senere.

101

Ava nippede forsigtigt til Mindrapers skulder, da han lod sin pande hvile mod hendes hals. Hans nærvær mindede hende kun om, hun på et tidspunkt igen ville være helt alene. Måske ikke helt alene, men alene med sig selv og de hviskende stemmer. Selvom en lille del af hende ønskede hun kunne blive, var der en større del af hende, der vidste hun ikke hørte til der. Det var kun på grund af den spraglede hingst den følelse kom frem. Hun lod mulen hvile mod hans ene skulde, og stod for en stund og egentlig bare nød hans nærvær.