Domestic violence (Mindraper)

Mind lod også blot øjeblikket tale fors og selv og stod og nød øjeblikket med hende. Han løftede efter en stund hovedet og lod det hvile på hendes ryg mens han endnu forholdte sig tavs og blikket hvilede fjernt ud i mellem træerne fordi han blot stod og sugede hende til sig. En stille maskulin brummen steg op fra hans brystkasse og fik hans næsebor til at vibrere en anelse.

102

Ava trådte et halvt skridt fremad, men blev ellers stående stille. Det ene øre var konstant rettet mod Mindraper. Hans brummen bragte et smil frem på hendes læber, og besvarede den med en lille lys feminin brummen. Det var som om skyggerne havde lagt sig, men de ville aldrig forlade hende helt.

”Mente du det?”

Spørgsmålet kunne have lydt til at komme ud af den blå luft, men det havde passet fint ind i det tankemylder, der fór rundt i Avas indre, og hun havde ikke tænkt over han ikke lige kunne lytte med der.

Den spraglede stod næsten og halvsov op af Ava inden hun rykkede let på sig og hans brummen blev en anelse højere, mens han drejede hovedet en anelse for at gøre det mere behageligt. Han så nu på hende da hun stillede ham et spørgsmål ud af den blå luft. Mente hvad?

“ Hvilket? “

Lød hans varme stemme nu inden han rykkede en anelse på sig for bedre at kunne se på hende.

“ i dag? Ja.. “

Han hentydede til deres snak om dem og deres fremtid og hvad den kunne indebære. Selvfølgelig mente han det

102

Ørerne blev vippet en anelse bagud ved hans svar. I dag? Hvad mente han med det? Ava lod stilheden tage til igen, mens hun overvejede sine ord, sine muligheder og ikke mindst hans ord.

”Kun i dag?”

Det var jo meget vigtigt for dem at få alt slået fast. Hvad hvem burde gøre og ikke gøre – hvad de havde af forventninger eller kunne forvente af hinanden – Hvad der var forbudt eller bare ikke velset af den anden. Selvom det var en meget kontrolleret fremtid, hvis de da overhovedet havde en fremtid, var det jo den eneste mulighed. Men var det kun noget han mente for den dag og ikke fremadrettet? At reglerne de havde sat op kun var gældende for det øjeblik de var i?

"I dag, og til den dag jeg dør "

Brummede han nu da det gik op for ham hvad hun mente. Han nippede stille til hendes pels med læberne, inden han hvilede mulen på det sorte skind. Hans gule øjne hvilede på hendes. Der var mange rammer for dem begge som de havde fastsat, men samtidigt var de begge fri til at gøre stort set hvad de ville. De var både beroligende og en anelse uholdbart hvis man spurgte andre, men så længe ingen af dem stillede spørgsmål så var det vel fint, så havde ingen noget på nogle.

103

Ava sendte ham et svagt smil ved de ord. Den dag kunne sådan set komme før de begge anede det og før nogen af dem havde opdaget noget. Men som sådan var det ikke noget Ava frygtede. Døden kom til dem alle, og på et eller andet tidspunkt ville det også være hendes tur. Det eneste hun kunne sørge for i mellemtiden, var ikke at fortryde noget. Hun havde ikke fortrudt hun havde slået sig til Herren, på trods af den splittede familie det havde givet hende. Hun havde heller ikke fortrudt tvillingerne og hun ville heller ikke fortryde det øjeblik hun befandt sig i.

”Også med en lille en?”

Døden. Ja den kunne indtræffe når som helst og en garanti var at den ville indtræffe på et eller andet tidspunkt. Mindraper var heller ikke bange når den dag skulle komme, men havde et lidt mere alternativt kendskab til døden via hans forældre. De var jo sådan set ikke helt levende på noget tidspunkt. Hans mor var et oldtidsfund og det var kun ham selv der havde en nogenlunde fornuftig alder. Nogle ville måske undre sig over hvorfor han holdt fast i Ava så ihærdigt. Hun havde vel forrådt ham og han hende alt efter hvilken side man stod på, men sådan så den spraglede ikke på det. Ja måske ville han blive skuffet over en dag at kende til hendes tvillinger, men til den tid ville de spørgsmål ikke kunne stilles. Avas ord afbrød hans tanker og han sendte hende blot et varmt smil, mens han strøg hende over kinden.

" Også med en lille en "

Lød det nu fra ham, mens han sendte hende et lille smil. Hvordan kunne han nogensinde betvivle at det her ikke var det rigtige for ham. Måske det virkede falsk og mærkeligt, men for ham var det helt rigtigt.

2

Et lille smil kunne anes på Avas læber. Øjnene lukkede hun da Mindraper strøg hende over kinden, for når hun sparede på en af sanserne, blev de andre forstærkede – og synet var den letteste at slukke for. Hun åbnede dog øjnene igen og strakte halsen for at nippe til hingstens pandelok og lod mulen søge mod hans øre for at hviske til ham.

”Så lad os lave en lille en”

Hovedet trak hun langsomt tilbage til sig igen, og plantede et enkelt lille nip mod hans mule i tilbagetrækningen. Hun kunne sikkert sagtens have stået der og udnyttet ham og hans svaghed, som hun med garanti havde gjort ved alle andre, men lige præcis den spraglede hingst havde altid fået forskelsbehandling. Nok havde hun givet ham en smagsprøve på sine evner som hun havde gjort ved andre, men af helt andre grunde. Selvom han havde såret hende flere gange end hun ville indrømme over for sig selv eller andre, kunne hun alligevel ikke ønske ham død eller straffet. Han var lige så meget hendes svaghed, men med en grænse. Der var nogle ting der var vigtigere for hende end den spraglede og endda hendes nymfe, men hun ønskede ikke være foruden nogen af dem for altid.

”Lad os”

Hviskede han stille retur og strøg hende ned ad halsen. Han lod den glide over hendes side i det han bevægede sig mere agterud. Han nippede til hendes flanke og lod en maskulin brummen lyde. Hun var svagheden i hans liv. En farlig svaghed, men han så ikke sådan på det. Ava var hans et og alt og han ville gå langt for at holde hende beskyttet fra sig selv og andre. Han gav hende et par små nap på bagpartiet, inden han slangede sig om hende og stod bagved. Han brummede igen og strøg hendes over halen og uden så meget som at tøve sprang op og gik i gang med at bedække hende.
Nogle ville måske mene at det her var vanvid, og Mind havde haft denne tanke over sig mange gange før, men kunne kun afvise den blank. Han var et levende eksempel på at man ikke nødvendigvis stilede efter det samme som ens forældre. Han gled nu ned fra hende da han var færdig og placerede sin mule mod hendes kryds med en let veltilpas smasken.

1

6

Ava mimrede svagt med mulen og fulgte ham med blikket. Hovene fik hun placeret så hun bedre kunne bære hans vægt. Godt nok var hun stærk, men han var stadig en del større end hende og derfor også halvtung. Hun nød det. Det hele. Nærværet, tanken om hvad der foregik, tanken om hvad der forhåbentlig ville ske, og tanken om at det hele nok skulle gå, selvom realiteten sikkert blev en anden. Det var ikke første gang hun havde været igennem sådan en omgang, og håbede heller ikke på sidste – selvom det ikke nødvendigvis var for at skabe mini-udgaver af sig selv. Nej. Det gav jo en helt forfærdelig rar følelse i kroppen. Da Mindraper var hoppet ned fra hende igen, drejede hun halsen rundt for at strække mulen så langt hen i hans retning hun kunne nå, med en varm feminin brummen.

Den spraglede hingst havde nydt det lige så meget som den sorte som han nu stod og nussede over ryggen efter han havde gjort det han skulle.
Han trådte nu op på siden af hende så hun bedre kunne nå ham og satte mulen mod hendes med en varm brummen inden han nippede til den.
De gule øjne så ind i hendes blå med et blik der udtrykte mere end ord. Han holdt umådeligt meget af hende. Elskede hende. Mulen strøg han op af hendes kind og sukkede veltilpas.

7

Ava nippede efter hans pandelok, inden hun i stedet rettede blikket fremad. Hun havde måske ikke fået, hvad hun egentlig kom efter, men følte sig alligevel godt tilpas med udbyttet af hendes besøg. At hun for det første havde overlevet en tur inden for sit gamle hjems grænser uden at blive ristet af lys eller jagtet bort af en dyre-hvisker eller andre lyselskere, og at hun kunne gå derfra med fornemmelsen af at være hel igen. Indvendigt havde hun følt en tomhed siden hende og den spraglede var gået hvert til sit, og den tomhed var blevet erstattet med så meget vrede. Den vrede var midlertidigt skubbet ud. Alt den tid adskilt var i det øjeblik som glemt, selvom lyshoppen sikkert nok skulle komme og minde hende om virkeligheden på et eller andet tidspunkt.

”Du gør mig glad”

Avas ord varmede den spraglede hingst, som nu sendte en kærlig brummen i hendes retning. Han lagde hovedet på hendes ryg og smaskede veltilpas, inden han lige nøjagtig kunne nippe til en lille tot man. Han lukkede de gule øjne og nød øjeblikket, for det kunne være forbi hvornår det skulle være og hvem vidste hvornår de ville nyde det her igen. Han lukkede dog igen af for det tanker og åbnede igen øjnene.

" og tyk "

Klukkede han så drillende inden han nappede hende let i siden, med et kækt udtryk i det gule øjne.

12

”Og tyk, ja… Forhåbentligt”

Ava tilføjede ordene med en lille latter. Det var jo sket før, men under andre forudsætninger. Dengang havde hun ikke tilhørt skyggerne. Desuden var der vel heller aldrig nogen garanti for, at det bare sådan lige ville ske, men hun håbede på det. Havde man, før hendes tid i Andromeda, spurgt hende om, hvor mange unger hun regnede med at sætte i verdenen, ville hun have svaret ingen eller en enkelt. Ingen hvis det stod til hende, men en enkelt, hvis hendes forældre havde fået deres vilje, og havde sendt hende til en af de andre flokke, for så havde det været hendes job at sørge for en arving.

”Hvis det lykkedes….. Du ved godt jeg ikke kan holde ham eller hende helt afskærmet fra mine brødre og søstre… Ikke?”

Mind brummede veltilpas med et lille smil og lod mulen hvile mod hendes ryg med et roligt udtryk i de gule øjne. Han hørte skam hendes ord og vidste godt at det var en reel mulighed at hans kommende søn eller datter kunne falde i skyggernes kløer. Han håbede dog på at hvad end der skete så havde den arvet bare lidt fornuft og holdt sig helt ude at de stridigheder der ville opstå. Derfor puffede ham blot stille til Ava og bevarede sin rolige mine.

" Jeg stoler på dine evner som mor.. "

Lød det så roligt fra ham og lod igen hovedet hvile på hendes ryg. Det gjorde han skam. Det var ikke løgn.