Changes [Bregs]

På grænsen til Teylar.
Euphoria var søgt en anelse væk fra Teylar og havde egentlig kun lige trådt over grænsen inden hun nu stod og slappede af under en lille klynge træer. De sidste uger havde været noget så så grusom en øjenåbner for hende. Grusom var måske at overdrive, for det havde måske bidraget til at hun endelig kunne leve sit liv uden at være bundet at frygt. Mange ting havde også ændret sig. Hun havde været igennem en fase og ting var blevet lagt på bordet og fortalt og det var som om hun endelig havde slugt det hele.
De ravfarvede øjne søgte horisonten som de så mange gange havde gjort med længsel for at komme ud og opleve verden, men hun stod her i nu, denne gang frivilligt. Selvom hun altid havde været fri til at gå, så var hun bundet at de mentale lænker som hendes fortid havde lagt hende i. Nu havde hun dog ikke lyst. Der var andre ting som trak nu. Om hun var klar vidste hun ikke, men kunne man nogensinde være klar?.

Hun sukkede stille og slog et par svirp med halen, inden hun vendte blikket ind mod Teylar igen.

30

Det var ikke mange ”fridage” Brêgo havde, men engang imellem havde han brug for en pause til at genoplade. Desuden havde han et par ting der skulle ordnes. Mazikeen var derfor blevet plantet hos Illana, for han var sikker på der i hvert fald ikke skulle ske hende noget, hvis nogen skulle dukke op for at tage hende væk igen. Illana var stærk, både fysisk og med sit lys, der var en klar fordel over for skyggerne. Brêgo havde ikke været uden for flokkens område i noget tid, og den gamle rutine, der altid havde fået ham til at vandre rundt langs flokkens grænser, gjorde ham mere eller mindre rastløs, når ikke han skulle bevæge sig lige så meget rundt. Det var også næsten et under han ikke havde taget 10 kg på af alt det han spiste, som han normalt plejede at forbrænde på sine ture.

Den grå hoppe synes at kunne ane en som kom nærmere og hun luskede derfor lidt i skjul for at se hvem der var på vej i hendes retning. Man ville nok ikke kunne tage fejl af hun var her i det hun nok lugtede lidt mere end normalt i tiden, hvilket også var årsagen til hun gemte sig lidt væk. Hun kunne snart ane den brogede Brego og stak nu hovedet ud fra mellem træerne for til sidst at komme helt til syne.

“Brego, godt at se dig”

Brummede hun nu med varme i stemmen, mens hun skævede hurtigt efter hans lille Maze. Hun var dog ikke med ham i dag.

31

”Euphoria, hey. Jeg havde ikke set dig”

Et lidt undskyldende smil dukkede op. Han havde jo egentlig været i hans egen lille verden af tanker mens han vandrede, og ikke holdt specielt meget øje med sine omgivelser. Enhver kunne have sneget sig ind på ham uden han ville have lagt mærke til noget. Men en lille del af skylden, var måske også fra hendes side af, eftersom hun stod halvt gemt af træerne. Det var måske ikke så underligt alligevel.

”Ude på en lille tur?”

Brêgo stoppede op, for han ville ikke bare være så uhøflig at gå igen lige med det samme. Desuden havde han ikke for travlt til at nå en lille sludder.

“ Årh jeg står også godt gemt væk “

Brummede hun roligt og næsten beklagende med et lille smil. Hun fik sig nu løsrevet lidt fra sit skjulested og skridtede hen til ham og holdt bare en lille smule afstand. De ravfarvede øjne betragtede ham nøje, mens hun stod en anelse uroligt foran ham.

“ Ja jeg trængte til at komme lidt ud. Hvad med dig? Følfri aften? “

Svarede hun muntert og puffede nu forsigtigt til ham. Forsigtigheden lå i at lige denne periode var hun lidt mere sensibel overfor alt. Hun stank langt væk, men så længe hun holdte sig i ro så var det ikke så slemt. Blikket blev igen vendt mod Brego stadig med et lille smil.

33

Den søde duft kunne godt fornemmes i luften, og Brêgo vidste godt hvad det betød, selvom han ikke havde haft den helt store erfaring med reproduktion. Han var god til at holde sig i skindet – mest fordi han selv havde haft en idé om han ville vente på Antheia kom tilbage. Men den ventetid havde han opgivet.

”Jae. Illana passer hende. Engang imellem har man vel brug for lidt fri. Ikke fordi jeg ikke kan holde hende ud eller noget, men fordi jeg bliver rastløs af ikke at kunne bevæge mig rundt som jeg plejede. Hun er for lille til at klare den mængde vandreture.”

Og jo længere væk han vandrede fra flokken, jo større risiko var der for noget skulle ske dem. Nej. Det var bedst hun blev i flokken. Det gjorde ham ikke lige så meget, hvis der skete ham noget, men han ville ikke kunne leve med sig selv, hvis der skete noget med den lille sjæl, hvis liv kun lige var begyndt.

“ Det kan jeg kun gisne om, men jeg kunne forestille mig det “

Sagde hun så med morskab i stemmen, mens hun tænkte for sig selv at en dag skulle den Forestilling blive en realitet. Der var mange tanker der havde omhandlet det lige siden hun havde set Maze. Hun så igen på Brego med et anelse fjernt blik, inden hun stillede sig hen til ham og strøg ham forsigtigt over manen som en venlig hilsen.

“ Jeg vil ikke forstyrre dig på din fridag.. “

Brummede hun stille og af ren høflighed, for hun ville faktisk helst ikke have han gik lige nu.

34

Brêgo sendte et lille nip i hendes retning, efterfulgt af et af hans milde og venlige smil.

”Du forstyrrer skam ikke. Hvis du selv er ude på en lille tur, kan vi måske følges ad?”

Han kunne sagtens tage en lille omvej, hvis hun havde et bestemt sted hun var på vej hen. Han vidste jo heller ikke selv endnu, hvor hans destination ville være henne. Den kunne nå at flytte sig nogle gange inden han nåede den. Brêgo havde såmænd heller ikke noget imod selskab. Egentlig ville han meget gerne have selskab, men han ville heller ikke tvinge nogen til at holde ham ud, og han havde jo før oplevet Euphoria som en meget forsigtig hoppe, der måske ikke havde været så meget for hans selskab.

Euphoria kvalte et lille hyl ved hans nip. Det blev til en udefinerbar lav lyd og hun rykkede lidt på forbenet inden hun rystede på hovedet af sig selv.

“ Jeg var egentlig kun ude på at distrahere mig selv fra.. øhm.. ja du ved. Men jeg vil hellere en gerne følges”

Brego ville nok godt vide hvad hun hentød til og hun afventede herfra at de skulle gå videre inden hun begyndte på flere fjollede ting. Brego havde fået en meget afdæmpet forsmag på det temperament der fandtes i den grå hoppe som ellers var så mild og forsigtig. Det var midt anderledes når hun var i det her stadie. Hun ville dog til hver en tid være i selskab med den brogede hingst som hun så småt blev mere og mere glad for at tilbringe tid med. Hun havde dog ikke turdet at tænke tanken.

35

Ved Euphorias hyl veg Brêgo automatisk et skridt til siden og væk fra hende. Han forstod det i hvert fald som om han havde overtrådt hendes grænse, og det var ikke en rar følelse. Det var i hvert fald ikke hans intention. Han nikkede en anelse som svar på hendes spørgsmål, for han havde jo en lille idé om hvad hun mente, selvom han ikke forstod, hvorfor hun skulle distraheres.

Brêgo forholdt sig tavs og trådte langsomt fremad. Smilet var langsomt forsvundet igen og blikket var blevet fjernt og fremadrettet. Han kunne jo ikke lade være med at tænke over hvad han havde gjort galt, for det havde ikke været et problem før.

Hun så over på ham som de gik side ved side. Han sagde ikke mere og holdt sin afstand og måske han havde tolket hendes hyleri anderledes. Hun trådte et halvt skridt til siden så hun var en anelse tættere på ham. Hun puffede stille til ham for at få hans opmærksomhed

“ Brego.. Jeg har det underligt “

Fortalte hun stille inden hun stoppede op. Hendes mave slog knuder og hun havde mest af alt Lyst til at smide sig ned, selvom hun ikke var syg. De ravfarvede øjne så nu på ham igen, mens hun forsøgte st strække sig lidt for at komme af med den underlige følelse

36

Ørerne gled en anelse ud til siden og helt automatisk trådte han et halvt skridt væk igen som hun trådte et halvt skridt tættere på. Det kunne jo godt være hun bare gik skråt. Hans blik blev dog rettet mod hende igen.

”Er der noget jeg kan gøre?”

Brêgo var ikke en der var vant til at tage sig af andre på den måde. Han kunne sagtens hente hjælp hvis det var. Men hvad han skulle gøre ved en der eventuelt havde det skidt havde han ingen anelse om. Det problem havde han trods alt ikke haft med Maze endnu, og skulle den dag komme, ville han med sikkerhed gå til Illana for at få gode råd eller hjælp.

Hun forstod ikke han trådte væk. Mon hun havde gjort noget forkert? Han tilbød dog at hjælpe og hun minrede svagt med mulen inde hun trådte hen til ham og begravede mulen i hans man. Hun stod stadig med bagbenene langt bagude i en lettere udstrakt stilling. Hun sukkede stille.

“ Måske det bare er mig der er lidt underlig i de her dage...“

Sagde hun stille, mens genfandt en mere normal stå stilling. Hun var igen tæt på ham og puffede stille til hans mule. Den mærkelige følelse ville ikke gå væk dog, men blev blot forstærket af hans nærvær, men alligevel ville hun ikke holde afstand.

“ Jeg har tænkt meget over hvad du sagde sidst.. Og jeg tror du har ret i det med ‘den rette’, sådan føles det i hvert fald. “

Fik hun sagt stille, mens hun stadig tænkte over hans ord. Hun lukkede kort de ravfarvede øjne og sukkede stille. Hun vidste godt hvad hun ville sige, men ordene forlod altid hendes mule.

37

Denne gang trådte Brêgo ikke væk. Når hun nu selv rørte ved ham, var det måske ikke fordi han havde nippet til hende, at hun havde hylet sådan op. Han fandt et lille forsigtigt smil frem og lyttede til hendes ord.

”Det skal jeg ikke kunne svare på. Jeg har aldrig stået i samme situation som dig nu”

Han havde aldrig selv været i brunst. Kun mærket hvordan det rev i hans næsebor og forhindrede ham i at fokusere 100 procent på den opgave der havde ligget for dagen. Denne gang var ingen undtagelse, men han gjorde alligevel sit bedste. Han var ikke en der reagerede lige så kraftigt på sine instinkter som andre, for han havde fået forbud mod at formere sig i sit gamle hjem. Det urene blod skulle uddø med ham.

”Fik du mærket efter og fundet den rette?”

Euphoria kunne ikke lade være med at le en smule over hans ord. Hun regnede skam heller ikke med at han havde prøvet det før. Hun lukkede kort øjnene og tillod sig at stryge ham blidt over halsen med et lille smil. Hun vippede let med ørerne, en anelse usikkert. Den rette. Ja den rette i øjeblikket. Hun var sikker og det skræmte hende.

“ Ja. Ja det føles rigtigt. Men hvad er det næste step så? Jeg har ingen anelse om hvordan jeg skal få det sagt og endnu mindre om der er hovedet er noget som helst gensidigt”

Det var er lettere bekymret toneleje der kom fra hende i det hun vendte det ravfarvede øjne mod ham. Hun mærkede den knugende fornemmelse blive større og hun vred sig en anelse.