Changes [Bregs]

Euphoria nikkede stille. Hun forstod ham godt. Nogle ting måtte man gøre selv, men de betød ikke man behøvede. Hun lod de ravfarvede øjne glide ud over vandet, mens hun rykkede lidt på sig. Et lille smil var stadig på hendes mule og hun vendte nu blikket retur mod Brego med et lille brum. Hun satte kort mulen på hans skulder, men stoppede da og puffede i stedet til ham, inden hun stillede sig halvt ind foran ham.

" Lad være med at få dig selv slået ihjel.. "

Hviskede hun stille. Det var nok lettere sagt end gjort, men Euphoria vidste at hun aldrig ville kunne tilgive sig selv hvis hun lod ham tage derover og han så aldrig kom retur. Selvom det ikke var hendes ansvar eller det vedrørte hende hvad Brego gik og lavede, så følte hun stadig at hun måske kunne have bidraget med noget. Måske. Med al sandsynlighed nok ikke når det kom til stykket. Det ville dog ikke have haft hende forhindret i at forsøge hvis han havde ladet hende komme med.

64

Brêgo placerede et lille nap mod Euphorias hals da hun stillede sig ind foran ham. Ikke fordi han ønskede hun skulle flytte sig eller noget, bare fordi han kunne. Mulen endte han dog med at lade hvile mod hendes hals, stadig afslappet.

”Jeg skal gøre hvad jeg kan”

Ordene var oprigtige. Han havde ingen intentioner om at få sig selv dræbt. Han ønskede ikke efterlade Mazikeen alene i denne verden, eller i kløerne på en skyggebærer uden han kunne stille noget op. Hvis han skulle gå hen og ikke klare den, måtte han være sikker på nogen kunne advare Illana og de andre. For skulle han risikere at dø, var risikoen for de fik fat i hans halskæde også stor. Men han ønskede heller ikke troppe op med en hel hær, for det var at bede om problemer, eller opfordre til krig. Jo flere han tog med sig, jo flere ville sikkert dukke op til et eventuelt møde.

Hans nap kom som en mindre overraskelse, men denne gang gjorde hun ikke det der mærkelige væsen af sig som tidligere. Hun accepterede ligeledes at han lagde mulen mod hendes hals, og rykkede kun på sig for at stille sig helt foran ham, stadig så hans mule kunne hvile på hendes hals og drejede kun hovedet for at hvile panden mod hans bringe med en tilpas lille lyd. Selvom det virkede for sært til at nævne overfor ham så kunne hun ikke forestille sig hvordan hun skulle kunne undvære den ro han altid udstrålede. Hun skævede op på ham med et tænkende udtryk, inden hun sendte ham et mildt smil.

" Godt. "

Var det eneste der kom fra hende. Flere ord var ikke nødvendige at ytre for at udtrykke hendes lettelse over det trods alt ikke var en ren og skær selvmordsmission. Selvom hun var klar over at det var datteren der nok var grund til at han satsede på at komme hjem i et stykke, så kunne hun ikke lade være med at være en smule taknemmelig overfor at han faktisk svarede som han gjorde. Hun pressede blidt panden mod hans bringe i en form for kram for at understrege sine ord.

65

Brêgo blev stående tavs. Der var ikke så meget han havde brug for at sige. Tankerne omkring, hvad han måtte gøre, fyldte også en stor del i hans hoved. Det føltes rart at kunne stå i fuldkommen ro, og ikke behøvede forme ord, for at udfylde stilhed. Brêgo havde aldrig haft noget imod stilheden, men foretrak den i stedet til tider. En lille maskulin brummen af tilfredshed, forlod hans strube, og ørerne gled afslappet ud til hver sin side. Det lod ikke til der var så forfærdelig meget han skulle holde øje med. I stedet kunne han fokusere på sit selskab.

Mulen gled nu forsigtigt over hans skulder, inden hun stoppede ved hans man. Hun gnubbede ham lidt, men holdt så inde da hun jo huskede at det måske ikke lige var sagen. Eller sådan havde hun tolket det, hun returnerede derfor hovedet til en hvilende position ved hans bringe, mens hun sukkede en anelse sagligt. Der var ingen tvivl om at hun nød hans selskab i høj grad og det gjorde også tingene mere komplicerede for hende selvom hun så vidt muligt kastede alle de tanker bort for nu. Han havde jo nok at tænke på med hans lille Maze og alt hvad der fulgte med. Hun sænkede nu hovedet lidt og nippede stille til ham, mens hun nu i stedet for at stå med fronten mod ham vendte siden til. Hun mærkede et lille stik af det der havde fyldt meget tidligere og slog kort et slag med halen, men fik da styr på sig selv igen. Hun nød simpelthen øjeblikket for meget til at turde ødelægge det. Derfor stod hun nu blot stille og hvilede fortsat hovedet mod hans bringe med en tilpas feminin brummen.

[65]

66

Brêgo tillod tanker at komme krybende tilbage som han stod der og var fuldkommen afslappet. Vægten hvilede kun mod det ene bagben, og ud over den kontakt hans mule havde med Euphorias hals, var der ikke ret meget ”kontakt til jorden”. Lugten fra hende rev ham dog i næseborene da hun svirpede med halen, og Brêgo skød hovedet i vejret i en hurtig bevægelse, og fik på samme tid rettet sig selv op igen. Som sådan gik det fint nok, hvis man spurgte ham, men der var nogle øjeblikke som når hun svirpede med halen, den lugt rev mere end ellers.

Euphoria gav et lille gip da han rykkede på hovedet i det hun havde tilladt sig selv at døse lidt hen i hans nærvær. Hun så op på ham med et mildt udtryk og sendte ham et skævt beklagende smil. Det var ikke hendes mening at forstyrre ham, men det var næsten per automatik at hun gav at slag med halen i ny og næ. Duften påvirkede ikke hende som sådan, det var mere tilstanden. Hun smaskede stille og betænksomt. Hun strøg ham blidt over bringen hvor hendes hoved havde lagt og endte med at stå og mimre stille med mulen. Hun ønskede ikke at genere ham med alt det stinkeri, men det var jo ikke lige frem fordi at hun kunne hoppe i havet og den ville gå væk. Hun skævede igen op på ham mens hun overvejede om hun skulle bryde tavsheden, men hun følte ikke hun havde de rette ord alligevel, i stedet så valgte hun og hvile hovedet mod hans hals, som han stod der så rankt.

67

Brêgo tog en dyb indånding og lod langsomt luften fise ud igen for at finde tilbage til den afslappede holdning. Selvom han formåede at finde roen, følte han sig alligevel mere vågen end før. Som om han var endnu længere fra at falde i søvn. Han lod også bare Euphoria bruge hans hals som hvilepæl, og krængede halsen en anelse på skrå så han kunne sende et par små nip i hendes retning. Selvom der var nogenlunde læ, var der alligevel blevet koldere efter solen havde sagt sit godnat. Han tillod derfor også sig selv at søge lidt tættere på hoppen i hans selskab.

Euphoria lod et veltilpas suk komme fra hende da Brego synes at falde lidt til ro igen. Hun havde også roen ud af til, men tankerne kørte uafbrudt. Da han nippede til hende blev det ikke betydeligt bedre, men det rørte hende ikke ud af til andet end hun rykkede sig lidt ned af siden på ham for at gengælde dem. Derved hvilede hun nu i stedet hovedet mod hans skulder, inden hun trykkede sig ind til ham med en lav feminin brummen. Hun stod i en rum tid og næsten små sov, inden lyden af en bølge der buldrede ind på stranden fik hende vækket med et lille nik. Nu stod de ikke lige frem tæt på vandet, men lyden havde været nok til at få hende ud af den halvsovende tilstand. Tankerne vendte igen tilbage og hun nulrede forsigtigt den brogede hingst i manen.

68

”Du burde få noget søvn igen”

Brêgos stemme lød måske højere i stilheden end han havde ønsket da de kom ud. Han talte lavt, men manglen på andre lyde fik det hele til at lyde højere og han fik næsten selv et lille chok over stemmen. Han gav Euphoria et lille forsigtigt puf igen. Hun lignede jo en der var ved at falde i søvn, og det ville heller ikke hverken undre ham eller gøre ham noget hvis hun gjorde. Men der ville stadig gå timer før han selv kunne få sig selv til – og tillade sig selv at lukke øjnene. Han kunne ikke før han kendte sin egen fremtid bedre – og Mazikeens fremtid. Han kunne ikke sove før han vidste han var tilbage i flokkens sikkerhe.

Euphoria så på ham i det hans stemme lød og hun vippede kort med ørerne og missede let med øjnene indtil han puffede til hende. Hun drejede sig så rundt på hun stod mod fronten samme vej som ham, dog lidt længere fremme så hendes flanke befandt sig ud fra hans skulder. De ravfarvede øjne gled nu observerende langs vandkanten, men hun kunne kun konstatere at der ikke rigtig var nogle i nærheden. Hun var ganske afslappet, men tankerne afholdt hende fra at sove, som de så ofte gjorde. I tiden var de værre end ellers, til trods for Brego havde en beroligende effekt på hende. Måske var det derfor hun ikke tænkte så meget over hvor hun befandt sig i forhold til ham, for der var en vis tillid til den brogede. Halen slog et meget lille og næsten usynligt slag i det hun ikke ønskede at gøre unødigt opmærksom på sig selv.

69

Et lille fnys kom fra Brêgo da hun endnu en gang slog et slag med halen. Selvom det måske ikke var meget, var det alligevel meget tæt på ham, og der skulle i forvejen ikke ret meget til. Mulen lod han hvile mod hendes skulder i forsøg på at lukke noget af den lokkende lugt ude og i stedet erstatte den med hendes egen personlige duft. Også selvom det ikke helt fungerede som han ønskede det. Brêgo ønskede jo ikke at gøre hende noget, men han ønskede heller ikke at skabe afstand og fryse. Solens stråler kunne kun komme for langsomt frem på himlen igen.

Euphoria vippede let med ørerne og drejede nu hovedet mens han stod der med mulen mod hendes skulder. Hun så blot på ham med et stille og mildt udtryk, inden hendes mule søgte hans med et stille pust. Hun puffede blidt til den, men flyttede sig ikke retur til hans side denne gang, men tog i stedet et lille skridt frem inden hun lod blikket glide frem foran sig. Tankerne gled tilbage på de sidste mange stunder og hun mimrede let med mulen, mens hun skævede tilbage mod Brego. Hun kunne sagtens mærke kulden, men det var som om en anden varme bredte sig. Hun ønskede ikke at udnytte nogle, men hun havde ingen ord til at beskrive det der gik gennem hendes hoved lige nu. Hun følte sig ikke omtåget af noget da hun drejede hovedet og lod de ravfarvede øjne kort hvile i Bregos, inden hun brummede i lave feminine toner, inden hun igen vendte blikket frem.

70

En lille maskulin brummen forlod igen Brêgos strube for lige at gøre Euphoria opmærksom på han ikke var faldet i søvn. Mulen trak han også til sig igen da hun trådte mere fremad. Hovedet trak han en anelse op og vippede hovedet væk fra hende. Resten af kroppen fulgte også med efter et par skridt, så han ente med at stå i en vinkel vendt fra hende, så de i stedet dannede et v. Kroppen sitrede under pelsen, når vinden lige ramte ham på en måde, der fik strejf af kulde til at gå helt ind til knoglerne. Det ene øre var og stadig vendt mod hoppen, men blikket fokuserede på omgivelserne, for ikke at have fuld fokus vendt mod hende. Det kunne han ikke klare uden at skulle anstrenge sig for at holde sig i skindet.

Der faldt en underlig ro over Euphoria, mens hun betragtede Bregos anstrengelser. Hun slog et lille slag med halen og lagde hovedet en anelse på sned, mens hun dog ikke kunne stå til og se ham fryse på den måde. Hun brummede stille og løftede hovedet let, mens hun ville have strukket mulen ud efter ham hvis hun kunne nå. Hun sukkede stille, men afslappet, mens hun smaskede let. Hun drejede nu kroppen og stod med siden mod hans skulder, så hun ikke skulle stå og tale højt.

" Brego.. Jeg har tænkt en del over de ting du har fortalt mig.. "

Hviskede hun stille, mens hun da lige skulle samle modet til sig. Hun var genert af natur og hun lod derfor blikket glide ned i sandet med en lav brummen.

" Jeg ved du har meget at tænke på.. Men.. Du.. Jeg er parat.. Og.. Sagen er den.. At du er den eneste, den rette til det.. "

Ordene havde svært ved at komme over hendes mule, mest på grund af frygten for hans reaktion, men det var ude i det åbne nu. Tiden var nu, for hvad hvis han ikke kom tilbage. Euphoria drejede hovedet væk fra ham i ren og skær nervøsitet over hans reaktion og resten af kroppen fulgte så hun igen stod med ryggen til ham.

[70]