Changes [Bregs]

54

”Men det ved jeg ikke om hun gør. Hun har ikke sagt et ord siden jeg hente hende, og jeg ved ikke engang om det er normalt eller ej. Jeg har ikke hørt hende sige noget som helst. Måske trives hun ikke? Eller måske kan hun slet ikke tale?”

Præcis hvad han skulle tænke om det var han ikke sikker på, men det var frustrerende. Han vidste jo andre på hendes alder allerede var begyndt at tale, selvom de måske ikke var eksperter i sproget.

Brêgo nikkede til hendes forslag, for vinden der kom fra havet af, blev kun koldere og koldere jo længere nede solen var og jo mørkere der blev omkring dem. Selvom der kun var småkoldt i luften, kunne vinden godt føles meget kold.

”Det lyder som en god idé”

“ Jeg var også sen til at tale, så jeg tror ikke du skal være så bekymret. “

Brummede hun nu opmuntrende og nikkede til han med et lille smil. Hun sendte ham et lille brum og ledte nu vejen hen til at lille læsted ved klitterne, hvor hun ikke selv var sen til at ligge sig ned. Hun var tryg ved Brego.

“ Det er et dejligt fredfyldt sted hernede. Jeg kommer her tit for at være.. alene. Det er dog bedre med di.. selskab “

Lød det muntert fra hende i det hun forsøgte ganske smooth at redde sin fortalelse. Hun så op på ham med et roligt smil.

55

”Det hjælper en smule på mine bekymringer, men jeg kan jo ikke vide det med sikkerhed før hun bliver lidt ældre”

Hvis ikke hun begyndte med tiden, var det nok fordi hun ikke kunne. Måske var det stædighed, eller også var det fordi han havde hentet hende og taget hende med væk fra sin mor, og dermed også hans skyld.

Brêgo smilte skævt af hendes kommentar, og fulgte efter hende. Han sørgede stadig for en pæn afstand, for han vidste godt han måtte være meget forsigtig med hvordan han blev opfattet.

“ Selv hvis hun ikke vil eller kan tale, så er hun jo stadig skøn. Måske hun bare fra naturens side er af få ord. Det kunne vi andre måske lære af “

Brummede hun roligt, mens hun måtte se op på Brego fra sin liggende position i klitterne, mens han blot stod der og ragede op midt i det hele. Hun trak svagt på smilebåndet inden hun puttede sig ind til den lille fordybning hun havde fundet i læ stedet.
De ravfarvede øjne gled rundt i området og hun smaskede let og afslappet, mens hun fandt ro i Bregos tilstedeværelse, men kunne alligevel ikke lade være med at føle en snært af ensomhed nage i hendes indre.

56

”Det har du ret i”

Det var jo ikke på grund af de ting hun sagde eller ikke sagde at hun var så kær. Det var bare hendes generelle udstråling og uskyldige væsen.

”Hun minder måske bare om sin far…. Og hvis hendes mor er på samme måde er et heller ikke så mærkeligt.”

Brêgo var ikke altid en af dem der talte mest. Faktisk havde han absolut ikke noget imod at være alene og tavs, eller være tavs i andres selskab. Selv bare det at stå i en gruppe af heste og bare lytte til andre, kunne sådan set være nok for ham. Præcis hvordan hendes mor var omkring det med få eller mange ord, kendte han hende slet ikke godt nok til. Men det ville vel ikke være så underligt, hvis begge forældre generelt var meget stille.

”Træt?”

Euphoria sagde ikke noget, men sendte ham da et lille smil og ville have puffet til ham hvis ikke han var så langt væk. Hun havde lagt sig godt til rette og vippede de mandelformede ører frem mod hende og lod en lille brummen komme fra hende. Da han spurgte om hun var træt forsøgte hun at kvæle et gab, mens hun svarede ham.

“ Nej egentlig.. okay måske lidt.. “

Brummede hun så med et svagt smil i det hendes gab havde afsløret det. Hun lagde hovedet i det kolde sand og skævede op til ham, mens hun blinkede lidt i det hun var søvnig. Hun havde heller ikke rigtig sovet ordenligt i længe. Tankerne holdt hende tit vågen og så de mareridt når hun sov var ikke en god cocktail

57

Det kvalte gab opfangede Brêgo godt, og sendte hende derfor et skævt, men forstående smil. Det kunne heller ikke vare længe før hans egen træthed engang ville komme krybende, men han havde ingen intentioner om at lægge sig ned med det samme.

”Jeg skal nok holde vagt hvis du vil sove”

Andre kunne jo måske godt have fået færden af hende og fundet den interessant eller lokkende. Det var efterhånden normalt han stod i nogle timer for at holde vagt før han selv kunne gå til ro – Han ville jo ikke sove selv før han var helt sikker på Mazikeen var helt væk. Og før hende, havde han holdt øje med flokken og sørget for skygger ikke kom krybende så snart det blev mørkt.

“ Jeg sætter pris på dit tilbud Brego, men du skal endelig ikke føle dig forpligtet til det”

Brummede hun stille men med et taknemmeligt smil på mulen inden hun dog trillede om på siden for at ligge sig bedre til rette. De varede da heller ikke længe før hun snork sov. Hvor længe hun havde sovet vidste hun ikke, men hun vågnede snart med et forskrækket fnys og lagde sig nu op med hurtigt åndedræt og en svag skælven. Hun rystede let på hovedet inden hun lagde det i sandet igen og lukkede øjnene i. Denne gang kunne hun dog ikke falde i søvn igen med det samme og lå i stedet og kiggede ud over vandet.

58

”Jeg er ikke helt klar til at gå til ro endnu alligevel. Jeg plejer at holde øje med Maze til hun falder i søvn, eller i hvert fald sikre mig hendes mor ikke dukker op for at hente hende.. Man kan aldrig være forsigtig”

Brêgo sendte hende et lille skævt smil og lod ellers blikket glide rundt i omgivelserne. Der var rimelig stille, så han tvivlede på der ville være ret meget at holde øje med. Hans opmærksomhed gled alligevel tilbage mod hoppen, og han lod hovedet sænke sig nærmere jorden og dermed også hendes højde, for at nippe lidt forsigtigt til hendes pandelok.

Det sidste der havde forladt hendes mule inden hun havde sovet var et lille smil til Brego, mens hun havde nikket svagt. Efter hun var vågnet fra sit mareridt havde hun egentlig lagt og set fjernt ud over vandet, indtil hun nu blev nippet i pandelokken. Hun brummede stille, men feminint inden hun løftede hovedet for at så på ham med en anelse våde øjne. Der var dog ingen tristhed at spore hos hende i det mareridtet jo længe var overstået. Hun strøg ham blidt over næseryggen som var det eneste hun kunne nå, inden hun igen lagde sig til rette uden rigtigt at sige noget. Hun var stadig træt, men kunne ikke lige umiddelbart falde i søvn. Derfor lå hun nu og små nikkede.

[63]

60

”Det var bare en drøm”

Brêgo talte lavt og med de sædvanlige bløde toner. Der var aldrig noget skarpt at finde ved hans tunge overhovedet. Selv når han var utilfreds kunne det ikke altid være fuldkommen tydeligt. Det skete kun sjældent man virkelig forstod hvornår han var vred – og hvornår det sidst var sket kunne han ikke engang selv huske.

Han lod hende forblive liggende så hun kunne lægge sig til at sove igen, og forblev selv stående for at holde vagt. Selvom han godt kunne mærke en træthed komme krybende, var han ikke klar til at overgive sig til søvn. Faktisk havde han ikke lyst til at overgive sig til søvn.

Euphoria vippede lidt med ørerne og endte nu med at se op på ham igen da han talte. En drøm var det, men Euphoria huskede det hele som var det i går det skete. Nok var hun kommet til terms med at hun måske havde overreageret en smule da hun havde oplevet det, men for så lille en skabning havde det virket meget voldsomt. Hun rystede let på hovedet.

" Ja, en drøm.. Men det startede desværre ikke sådan. Det har styret mit liv i så længe at jeg er i tvivl om at jeg nogensinde kan slippe det helt, selvom det at se min far i øjnene igen har løftet en stor del af byrden. Men nok om det..Det hører fortiden til og mine sår er healet, dem indeni tager bare lidt længere tid. "

Sukkede hun stille, mens hun igen lagde sig om på siden og lod blikket vandre op mod himlen, men det var som om at hun ikke kunne falde i søvn igen selvom hun ville. Hun skævede derfor over på Brego. Mon han ikke selv havde brug for at sove på et tidspunkt.

"Brego, hvis du vil sove så kan jeg godt stå vagt. "

Brummede hun nu roligt mod ham.

62

Brêgo nøjedes med at lytte og undlod at kommentere på hendes lille forklaring. Det var jo egentlig slet ikke noget han skulle blande sig i, men han lyttede gerne, hvis det var noget hun ville af med eller hvis hun fik det bedre ved at sige noget til nogen.

Hans blik gled ned mod hoppen da hun rumsterede, men lod det ellers glide ud i omgivelserne omkring dem igen. Alligevel forblev det ene øre rettet mod Euphoria. Han havde godt hørt hendes forslag, men tøvede med at svare, mens han overvejede muligheden. Han endte alligevel til sidst med at ryste på hovedet.

”Jeg tror ikke jeg ville kunne sove alligevel. Der er for mange tanker der suser rundt….. Og bekymringer. Ser du. Jeg har tænkt mig at lave en aftale med Mazes mor – eller i hvert fald prøve på det, og jeg kan ikke lade være med at tænke på hvordan det skal kunne gå, hvordan det ville fungere bedst for alle parter, hvordan jeg kan sikre jeg kommer derfra i live, hvis ikke uskadt….. Jeg kan ikke finde ro før det er på plads eller overstået.”

Da Brego begyndte at tale lagde Euphoria sig op og så på ham med et indgående blik i det hun lyttede meget nøje efter, nu hvor han valgte at dele det med hende. Hun brummede stille og kom nu på benene selvom hun egentlig havde haft muligheden for at sove videre, men det havde måske virket mærkeligt. Hun brummede stille til ham med en medfølelse i hendes toneleje. Hun stod kort og overvejede noget der ville kræve en god portion mod fra hende, men måske tiden var inde. Hun så nu på Brego.

" Hvis..... Hvis jeg kan gøre noget for at hjælpe. Så sig til. Jeg tager gerne med dig "

Lød det så i et dæmpet toneleje inden hun puffede forsigtigt til ham og lagde hovedet let på sned.

63

Brêgo fulgte Euphoria med blikket som hun kom op at stå. Med et lille smil rystede han dog på hovedet som et start-var på hendes forslag.

”Det er noget jeg er nødt til at gøre alene. Det er mig selv der har sat mig i den situation, og jeg er nødt til at gøre det alene. Desuden kan jeg bedre fokusere, hvis ikke jeg skal passe på andre.. eller… dig samtidig. Ikke at det er nogen dårlig ting, og havde situationen været anderledes ville jeg med glæde have nydt dit selskab på resten af min tur. Men…… Jeg vil ikke have det godt med mig selv, hvis der skete dig noget”

Det var aldrig til at vide hvor man havde de skygger henne. Han havde lært et par ting gennem andre og ud fra egne erfaringer. Ikke alle var til at tale med af de skygger, men heller ikke alle var ude på at gøre skade på nogen. Alligevel vidste han godt der måtte være en vrede der ventede ham, for han havde trods alt taget en datter fra en skygge.