Changes [Bregs]

38

”Hmmmmm. Jeg ved ikke hvad det næste step er. Jeg tænker det burde komme helt naturligt?”

Brêgo lagde hovedet en anelse på skrå, for han vidste det egentlig heller ikke selv. Han vidste kun hvordan man gjorde omkring den rette. Han havde aldrig selv nået skridtet længere end til at finde den rette. Det var jo ikke lige det man kunne kalde skyggebæreren, der var mor til hans Mazikeen. Et havde langt fra været planlagt. Han følte dog heller ikke han fortrød noget som helst. Måske havde det bare været et skub han skulle have for at komme videre, og skyggen havde formået at give ham et. Han sad ikke længere fast i samme sorg som havde plaget ham lige siden han mistede Antheia. Han var kommet et skridt tættere på at finde sig selv.

”Er du sikker på vi ikke burde få dig tilbage til flokken?”

Han kunne ikke lade være med at bekymre sig en smule når hun stod og vred sig sådan.

“ Måske “

Lød det stille og overvejende fra hende og hun lagde nu hovedet ind til ham, mens hun sukkede stille. Hun havde kun lige fundet sig selv, så var hendes fantasi om at den rette dukkede op blevet ødelagt. Nu stod hun og skulle forsøge at finde ham selv og tage skridtet derfra. Hjælp. Bregos bekymring fik hende til at vågne lidt op og hun mødte da hans blik og rystede stille på hovedet inden hun rykkede på sig så hun kunne læne sig bare lidt op af ham.

“ Jeg skal bare lige..”

Fik hun mumlet inden hun måtte træde lidt væk fra ham. Hun følte sig lige lovligt meget nærgående og selvom hun faktisk ikke havde lyst til at træde væk så blev hun nødt til at forsøge ikke at overfalde stakkels Brego.

“ Jeg har det fint det er bare det hele der rumsterer lige lovligt meget pludseligt “

Forsøgte hun at berolige ham en smule. Hun nævnte ikle årsagen til det, men slog i stedet et par svirp med den lange sorte hale, inden hun hvælvede i halsen.

39

”Jeg håber det for dig”

Et lille smil voksede hos den brogede. Det glædede ham at høre. Han ønskede trods alt andre skulle finde den glæde han også engang havde følt og håbede på at føle igen en gang. Og havde han formået at hjælpe var det kun endnu bedre. Tænk hvis hun aldrig havde fundet ud af, hvem der kunne være den rette?

”Er du sikker?”

Det kunne jo sagtens være en ordentlig omgang maveproblemer. Hendes svirp med halen fik kun lugten fra hende til at rive ham endnu mere i næseborene og han måtte lige rømme sig en enkelt gang for at bevare sit fokus og kontrollen over sig selv.

Smilet smittede kort af med Euphoria inden hans næste ord hvor hun nu nikkede stille og trykkede sig så ind til ham med en lille feminin brummen.

“ Hvis du kan holde mit selskab ud, så er det fint her”

Brummede hun stille inden hun søgte mere af hans nærvær. Øjnene blev lukket og hun brummede stille. Hendes hårlag sitrede let og hun følte dog stadig at hun burde tænke sig bare lidt om i hendes gøren og reageren. Men lige nu var der langt fra tanke til handling, og hun svirpede igen med halen, stadig lidt generet af den knuden i hendes mave.

40

”Det går”

Han kunne godt holde det ud. Hendes selskab ville han jo gerne have, og indtil videre var det ikke alt for slemt med lugten fra hendes brunst. Han lod hende bare komme tættere på, og lod mulen hvile mod hendes hals. En lille maskulin brummen forlod Brêgos strube, men ud over det lod han ikke kontrollen smutte.

”Kom med”

Brêgo trådte en smule væk igen, men ikke for at skabe afstand til Euphoria. Det var kun for at vandre videre, men denne gang med en bestemt destination.

Hun smilede stille og stod egentlig blot og nød hans nærvær indtil han nu trådte væk og hun nåede at se lidt forvirret ud inden hun opfangede hans ord og fulgte med, så tæt på ham som muligt.
Hun lod hendes tanker være usagte for nu, men de gik og tyngede hende. Det var også en af årsagerne til hun ikke fortalte noget til ham. Hun ville ikke ulejliggøre ham med deb viden. Hun så derfor i stedet fjernt frem for sig, mens hun i ny og næ måtte stoppe halvt op og få styr på sig selv.

41

Det ene øre var konstant vippet i retningen af Euphoria for at sikre sig der ikke pludselig skete hende noget. En lille del af ham følte sig magtesløs, for han brød sig jo ikke om det ubehag hun lod til at føle som hun hele tiden stoppede op eller vred sig på. Og der var ikke rigtig noget han kunne gøre ved det.

”Er du sikker på du er okay?”

Brêgo var nødt til at spørge, for han brød sig virkelig ikke om situationen. Han havde aldrig før stået i en der lignede den bare den mindste småle og gruede for at komme til det igen. Tempoet var blevet meget langsomt, for han ville jo ikke udsætte hende for unødvendig ubehag hvis hun havde ondt eller noget.

" Ja.. Ja Det er jeg. "

Fik hun så sagt, mens hun satte tempoet lidt op igen. Hun lukkede de ravfarvede øjne og sukkede let, inden hun måtte bide det i sig for ikke at bekymre Brego unødigt, for hun vidste jo godt at hun ikke fejlede noget fysisk. Det var simpelthen hendes hoved der forsøgte at få hendes opmærksomhed. Men hun kunne ikke få sig selv til at sige noget som helst. Hun var til dels bange for at hun selv tog fejl, hvad reaktionen fra den anden ville være og at det så ville ødelægge det hele. Hvis man så godt efter ville man godt kunne ane det tænkende udtryk i de ravfarvede øjne. De nåede en mindre lysning og hun vidste ikke om det var Bregos destination, men i hvert fald stoppede hun nu op.

" En lille pause.. "

Lød det så fra hende inden hun lod sig dumpe ned i mosset og trillede et par omgange rundt for at ryste den trælse fornemmelse af sig. Hun rejste sig igen, men måtte sande den ikke ville gå væk. Hun søgte igen Bregos nærvær og trykkede sig ind til ham, mens hun gemte hovedet i hans man. Han havde altid haft en beroligende virkning på hende, men den blandede sig med det andet og hun kunne simpelthen ikke rumme det. Hun slog kort et par svirp med halen og trampede kort i jorden med sit bagben i ren og skær overspringshandling.

42

Brêgo var standset tøvende op. Han ventede en smule før han fulgte med, men alligevel med en lille afstand og et udtryk der udstrålede ubehag. Som hun stoppede op i lysningen og meldte ud hun ville holde pause, lod Brêgo hende bare få sin vilje. Det var trods alt hende der havde problemerne.

Hendes trang til at krybe hen til ham fik ham til at tvivle en smule på, hvor god en idé det måtte være. Han stod stille i lidt tid for ikke at være fuldkommen afvisende over for hende, for han ønskede jo ikke plante forkerte tanker i hovedet på hende. Han havde jo intet imod hendes selskab, men han brød sig ikke om stemningen mellem dem.

”Måske du burde tage tilbage til flokkens område?”

Hun så op på ham ved hans ord, inden hun trak sig væk fra ham uden at sige noget. Det var som om at jo mere hun forsøgte at undgå at ødelægge noget jo mere gjorde hun det og i øjeblikket var der ikke en klar tanke i hendes hoved. Hun vendte sig helt væk fra ham, mens hun forsøgte at tøjle de følelser der vældede op i hende. Hun bed tænderne sammen og vred sig igen, men denne gang var det anderledes. Den grå hoppe rettede sig op og vippede ørerne ud til siden og lod nu de ravfarvede øjne se tilbage på Brego.

" Måske er det bedst hvis jeg bliver væk... Undskyld Brego.. "

Hun drejede nu hastigt hovedet væk fra ham, og satte nu i løb væk fra ham. Dog ikke i retningen af Teylar, men i stedet kysten. Hun måtte væk, væk fra dårlige beslutninger og alt der forvirrede hende. Euphoria stormede afsted og pressede sig selv ud mod kanten, inden hun stoppede op i klitterne. Blikket blev kort vendt ud over vandet, og hun fandt i stedet et lille skjulested hvor hun kunne ligge og få sig et hvil. Flankerne pumpede stadig efter hendes løbetur og de ravfarvede øjne hvilede på mågerne der fløj frem og tilbage over vandet.

43

Brêgo åbnede munden for at sige noget, men nåede det ikke før Euphoria stormede af sted. I stedet blev ordene erstattet med et tungt suk af en blanding mellem fortvivlelse, forvirring og håbløshed. Han rystede på hovedet af sig selv og fulgte hoppen med blikket, selvom hun allerede var et godt stykke væk. Han havde ikke tænkt sig at følge efter, for der måtte være en grund til hendes hurtige fart. I stedet drejede han en anelse rundt for at ændre retning og begyndte at vandre fremad igen mod den ukendte destination, som egentlig havde været hans selvvalgte opgave for dagen.

Da solen så småt var ved at gå ned slog Euphoria igen øjnene op og løftede hovedet og så ud over vandet. Hun rejste nu op og rystede sandet af sig der klistrede sig til pelsen. Hun stod længe tøvende, inden hun i sidste ende besluttede sig for at drage tættere på det hun kaldte hjem. Stille skridtede hun afsted og var stadig fjern i blikket. Hendes navn passede ikke til hendes udstråling som var noget mat i betrækket i det hun egentlig følte at det hele var noget møg og det var hendes skyld.
Hun stoppede op da hendes blik strejfede noget broget inde længere væk og de ravfarvede øjne hvilede tøvende på det i noget tid, inden hun dog forsøgte at luske sig ubemærket videre, til trods for hendes kropssprog ganske kort havde været på nippet på at gå i mod ham. Hun ønskede dog ikke at ødelægge mere end hun havde i forvejen og stoppede derfor i stedet op lidt fra ham og gav sig til at nippe til noget græs. Ikke fordi hun egentlig havde nogen appetit, men så havde hun da noget at distrahere sig selv med.

45

Havde Brêgo sat mere fart på, ville han nok allerede have krydset havet til en af de andre øer, men så langt var han ikke nået. Generelt havde han en rimelig fornuftig tålmodighed, og havde derfor heller ikke haft mere travlt, end at han stadig kunne nyde naturens skiftende omgivelser. Bladene der havde fået en anden farve og den mere efterårsagtige luft. Det kunne decideret lugtes i luften at sommeren var væk og vinteren snart ville komme. Samtidig var det ikke en årstid Brêgo havde særligt meget imod, for regnen der kom med årstiden, hjalp en del på det græs der havde været fuldkommen udtørret og dødt i løbet af sommeren. Det var nu han kunne mæske sig mere tyk i græs, så han bedre ville kunne overleve vinterens kulde.

Brêgos næsebor synes at opfange lugten af Euphoria, men lagde ikke så meget i det. Det kunne jo sagtens være hun havde krydset vejen tidligere, eller vinden havde bragt lugten med sig. Den hvirvlede trods alt i lidt flere retninger end en enkelt når man kom tættere på vandet.

Da det ikke længere fangede hendes interesse stoppede hun nu med at nippe til det kedelige græs der voksede tæt ved vandet. Hun sukkede let over sig selv og skævede tilbage i retningen mod Brego. Et lille suk forlod hendes mule, inden hun vidste hvad hun måtte gøre. Okay, hvad hun burde gøre og hvad hun ville gøre. Hun skridtede en anelse modvilligt tilbage af den lille sti og ned i sandet igen, hvor han heldigvis stadig var. Hun sank en klump og skridtede hen mod ham og brummede lavt for at lade ham vide at hun kom. Hun stoppede med lidt afstand, men tæt nok på så de kunne føre en samtale uden hele øen ville høre dem.

" Brego, undskyld forstyrrelsen.. Jeg ville bare undskylde tidligere.. "

Sagde hun lavmælt. Hun sank en klump og kunne godt mærke den der knugen vende tilbage, men hun formåede at ignorere den for nu.

" Jeg havde håbet på at finde lidt ro ved din side, som jeg altid gør i dit selskab. Af en eller anden årsag så lykkedes det mig ikke i dag. .Det har ikke noget med dig at gøre og jeg er ked af hvis jeg på nogen måde har stødt dig.. "

Euphoria kendte dog godt årsagen til at hun ikke kunne finde ro hos ham, som hun normalt kunne. Men hun ville ikke belemre ham med det. Hun havde udsat ham for nok at hendes humør synes hun selv, og det havde tydeligvis ikke været noget han havde brudt sig om. De ravfarvede øjne så ned i jorden og hun vidste egentlig ikke hvad det nu var hun stod og ventede på. Måske burde hun lade ham være.

46

Det ene øre blev vippet i retningen af en stemme og Brêgo stoppede op. Der gik nogle sekunder før han rettede sin opmærksomhed mod hoppen, men lyttede alligevel til hendes ord.

”Det skal du ikke tænke på”

Svarede han en anelse stille. Hun havde vel haft sine grunde, og et eller andet sted havde han selv været lettet over ikke at følges med en han mistænkte for at kunne falde død om hvert sekund det skulle være – eller det var i hvert fald sådan han opfattede det. Han havde aldrig oplevet nogen opføre sig ligesom Euphoria.

”Jeg er bange for du ikke kommer til at finde ro i nærheden af mig så længe du er i din situation. Og jeg skal gerne være ærlig. Jeg ved ikke hvordan jeg skal håndtere det. Jeg er for gammel til den slags”

Med det sidste mente han selvfølgelig hendes stormen væk fra ham. Han var for gammel til at spæne efter hende som en eller anden forelsket unghest. Der var trods alt også en aldersforskel mellem dem, som måske kunne give en form for kommunikationsproblem, for Brêgo havde jo ikke tænkt over han havde talt til en yngre hoppe med for mange hormoner til at tænke klart.