Changes [Bregs]

1

Brêgos opmærksomhed blev vendt mod Euphoria igen som hun begyndte at snakke. Han lyttede opmærksomt og med en oprigtig nysgerrighed. Han ville da gerne høre om andres liv når de havde noget at fortælle, og deres tanker når de havde nogle meninger eller følelser de gerne ville af med – hvad enten de omhandlede ham eller ej. Han var generelt en god lytter.

”Mmmmh?”

Han opmuntrede hende til at fortsætte med sin forklaring omkring sine tanker, for han havde jo forsøgt at hjælpe hende og ville da også gerne vide om hans råd havde hjulpet hende bare en lille smule. De efterfølgende ord var dog slet ikke hvad han havde forventet at høre, og ørerne gled ud til hver sin side, med et forvirret ansigtsudtryk.

”Men Euphoria……. Jeg er dobbelt så gammel som dig? Jeg er gammel nok til at kunne være din far. Jeg er meget beæret men….. Du burde finde en på din egen alder. Jeg ville hade mig selv hvis det jeg gik med til det og du fortrød på grund af din situation, hvis det er hormonerne der taler for dig”

Euphoria vidste ikke hvad hun skulle forvente af svar fra den brogede. Dog var det ikke fordi svaret kom bag på hende, men det ramte hende stadig som en mur af ydmygelse og en grimasse kom til udtryk på hendes ansigt. Hun stod heldigvis med ryggen mod ham, så det var begrænset hvad han kunne se. Hun rystede stille på hovedet og forsøgte at tøjle det som fór igennem hende i netop dette udtryk. Hun tog en dyb indånding, inden hun bakkede ned forbi Brego hoved, drejede rundt og stod nu med bringen mod hans. Hvad hun havde at sige vedrørte ikke andre.

" Jeg er ligeglad med hvor gammel du er.. Det betyder intet.. Det der betyder noget.. Brego.. Er at jeg føler mig sikker og tryg hos dig. Jeg kan stole på at du aldrig vil gøre mig fortræd, og at du vil det bedste for det som du sætter i verden. Når jeg er i dit selskab finder jeg en ro og et velbehag ingen andre har kunne matche. Det er ingen hormoner i verden der kan ændre på det faktum, eller hvad jeg føler. "

Euphorias ord var stille, men sandfærdige i det hun forsøgte at skjule sin umiddelbare reaktion på hans ord. Det krævede et mod fra hende at fortælle ham det, og selvom det var ham der var årsagen til den frygt der lige nu var blevet virkelig, så stod hun stadig tæt på ham. Hun trak sig dog lidt og vendte siden til, mens hun vippede stille med ørerne. Hun forsøgte for alt i verden at undgå at se på ham, men hun lagde ikke længere skjul på hendes situation og slog derfor et lille slag med halen. Hun mente hvert et ord.

2

Brêgo fulgte hende med blikket som hun bevægede sig, men forholdt sig tavs. Hendes ord lød oprigtige nok, og han stolede også på hun fortalte ham sandheden. Men han kunne ikke bare give hende hvad hun ville have. Ikke sådan som det lød til. Brêgo trådte tættere på hende for at lægge halsen over hende og trække hende en smule ind til sig – eller i hvert fald så godt som han kunne komme til.

”Men det betyder noget for mig. Jeg holder af dig, men jeg ved ikke om jeg kan give dig hvad du vil have. Ser du. Maze var…. Jeg vil ikke kalde hende en fejl, men nok nærmere…. Ikke planlagt. Det havde aldrig været min intention at skabe et liv og selvom jeg ikke fortryder det, ønsker jeg ikke sætte flere i verdenen som hende. Det jeg ønsker er en komplet familie og ikke bare sætte en i verdenen”

Han var trods alt gammel nok til at have de ønsker. Han havde aldrig haft samme trang til at vandre ud og skabe sig som en unghingst, for hans mangel på tryghed som føl, påvirkede ham som voksen. Han ønskede ikke være alene og bare skabe føl. Han søgte noget dybere, og det var ikke alle der havde det på samme måde. Det var derfor også nødvendigt for ham at få den forklaring med, for selvom han gerne ville efterkomme hendes ønske, så kunne han ikke bare, med mindre hun selv havde en idé om at hendes tid som ung og dum var færdig.

Euphoria tog i mod hans omfavnelse og rykkede lidt på sig så han bedre kunne trykke hende ind til sig. Hun begravede hovedet i hans pels og indåndede lugten af ham, mens hun lyttede til hans ord. Hun nikkede stille. Hun forstod ham og hun forstod sagtens hvor han kom fra. Hun havde ikke turde håbe på ret meget, men nu når det hele alligevel lå på bordet. Hun lod hans ord synke ind og hun så til sidst op på ham og lagde hovedet let på sned.

" Brego.. "

Brummede hun stille med en feminin klang i stemmen. Hun lagde hovedet mod hans hals igen og strøg han forsigtigt over skulderen inden hun fortsatte sin sætning, som på mystisk vis var ophørt efter hun havde sagt hans ord.

" Jeg kunne være din familie.. "

Lød det fra hende i et lidt anderledes toneleje. Det var oprigtigt. Hun havde ikke noget behov for at løbe ud og føjde rundt som alle andre på hendes alder. For essentielt ønskede hun det samme som Brego, men hun havde ikke turde håbe på det og da slet ikke spørge om det. Hun holdt meget af Brego, til trods for alders forskellen.

3

Brêgo forblev tavs i lidt tid. Han måtte tænke. Tænke sig om godt og grundigt før han åbnede munden igen. Hans hjerte, eller i hvert fald en del af det, tilhørte jo stadig Antheia. Han havde ikke set hende i lang tid, og selvom han inderst inde godt vidste han ikke ville få hende at se igen, ville den ene halvdel nok altid være hendes. Der var ikke nogen der ville kunne tage den plads hun efterlod, men han kunne jo heller ikke blive ved med at søge efter den ene der måske kunne eller kom så tæt på som muligt. Ikke hvis han skulle følge sit eget råd om at leve livet og ikke vente på ”den eneste ene” som måske ikke engang fandtes. Desuden kunne han jo godt lide Euphoria, for på trods af deres sære første møde, var de alligevel komet godt ud af det. Det var kun få han egentlig havde brudt sig om på samme måde. Antheia selvfølgelig, og Illana da han havde mødt hende for det der efterhånden føltes som en evighed siden. Men den tanke var også hurtigt slået væk, da hun dengang havde vist mere interesse for en anden eller to andre, og i stedet havde han accepteret hun bare var en god ven. De tanker var jo også hurtigt glemt så snart Antheia var kommet ind i hans liv, og hun var den han bare ikke kunne glemme.

”Men jeg vil nok aldrig kunne give dig mere end halvdelen af mit hjerte. Næsten alle andre ville kunne give dem selv helt til dig”

Euphoria så op på ham og sendte ham et lille smil inden hun lagde hovedet mod ham igen, med blikket stadig hvilende på ham med en lille brummen. Hun bekymrede sig ikke så meget i hvilke mængder han ville give hans hjerte ud. Det han fik hende til at føle med bare det halve af hans hjerte kunne hun sagtens leve lykkeligt med. Hun puffede derfor til ham med en feminin brummen og trykkede sig en anelse mere ind til ham.

" Men ville de kunne få mig til at føle som jeg gør lige nu? Måske kan du ikke give mig det hele, men mens jeg venter på den dag måske kommer, så kan du give mig det du kan indtil, det er mere end nok.. "

Lød det så fra hende, inden hun igen rykkede på sig, så hun bedre kunne se på ham. Hun var klar. En stille brummen kom fra hende og hun lagde hovedet let på sned.

4

”Den dag kommer måske, hvor en kan og en gør. Men at vente på ’måske’ er også det jeg selv mener man burde undgå. ’Måske’ er en uvished der kan risikere ensomhed resten af sit liv.”

Det var noget han selv var imod, og vel egentlig også hvad han havde advaret hende imod. At bede hende glemme ham og vente på den der måske kunne give hende hele sit hjerte og få hende til at føle som nu, ville være det samme som at bede hende vente på den rette, som måske aldrig kom.

”Hvad hvis jeg aldrig ville kunne give dig mere end det halve?”

" Det handler ikke om den mængde du kan give, Brego. Det handler om at du kan og vil give det du er i stand til. Det er nok, det virker måske ulogisk at stille sig tilfreds med det, men hvorfor ikke? Det ændrer ikke på det jeg føler "

Svarede hun så. Hun forstod hvor han kom fra i det han var ældre og jo havde langt flere minder og bekendtskaber. Hun stod ved sine ord og stod stadig trykket ind til ham. Hun nippede stille til ham med en lys brummen inden de ravfarvede øjne skævede op til ham. Halen slog et stille slag og hun sukkede stille. Hun var usikker på om han forsøgte at skåne hendes følelser ved at snakke sig ud af det eller hvad det var han havde gang i. Det gjorde også at hun følte sig mere og mere sårbar som hun stod der ved siden af ham.

5

Brêgo overvejede hendes ord og sluttede af med et lille nik. Hun havde jo sådan set ret. Alderen kunne måske stadig skabe problemer for dem, for ikke at tale om Brêgos splittede følelser. Det var ikke lykkedes ham at finde sig selv fuldkommen, men han var kommet et skridt i den rigtige retning – eller sådan føltes det, men den slags kunne jo også stadig nå at ændres. Skulle han følge hoppens eksempel og holde fast i det han kendte til, vidste han også godt chancen for at finde nogen der virkelig kunne acceptere ham på samme måde, måske ikke var den aller største. Han kendte trods alt mange, men de fleste søgte ikke andet end hans venskab heller.

Han forblev tavs, men trak hovedet en anelse til sig igen for i stedet at lade mulen hvile mod hendes hals i stedet for at lade hans egen hals ligge hen over hendes.

Euphoria tog notis af hans nik og blev da tavs. Hvad betød det? Ja, nej? Hun sænkede hovedet en anelse og forsvandt selv ind i en tavs tilstand, mens hun kunne mærke hans mule mod hendes hals. Hun ville ikke presse på hvis det var han rent faktisk forsøgte at skåne hendes følelser ved at feje hende blidt af. Hun lod kort mulen stryge over hans skulder inden hun rykkede på sig.
Hun strejfede hans bringer med siden i det han drejede kroppen så hun stod med flanken skråt mod hans skulder i det de ravfarvede øjne gled bort fra ham og ud over vandet.
Hun havde sagt hvad der skulle siges og initativet lå nu hos Brego. Der var ikke længere noget at ligge skjul på. Han vidste jo godt hvad hun tænkte og følte. Hun slog er kort slag med halen i det hun ikke ville svirpe ham med den. Hun brummede svagt ud stak nu mulen i vejret og tog en dyb indånding.

6

Brêgo åbnede munden, men lukkede den igen uden at vide helt præcis hvad han skulle sige. Han lukkede derfor munden igen, og nøjedes med at følge hende med blikket. Ørerne gled ud til hver sin side, og tankerne i hans indre gik mere eller mindre ud på at regne ud hvilke tanker der rasede rundt i hendes hoved. Brêgo var godt klar over han nok ikke kunne til rage sig mere viden end han allerede havde fået.

Euphorias svirp med halen fik Brêgo til at hive sit hoved op i en hurtig bevægelse, men lod det sænke sig igen. Lugten hang omkring hende. Omkring ham selv. Den hang i luften omkring dem og han behøvede derfor heller ikke strække mulen frem mod hende for at dufte, hvis det var det han havde lyst til. Jo længere tid han stod stille, jo mere lagde han også mærke til, hvor hårdt hans eget hjerte egentlig slog. Lyden af det føltes næsten øredøvende for et kort øjeblik. Han endte med at træde et skridt tættere på hende igen, og lod mulen søge mod hendes pels og hendes varme.

Hans mule mod hendes pels fik hende til at dreje hovedet mod ham med en feminin brummen i det hun strakte sin egen mule mod hans og nippede forsigtigt til den. Hun måtte dog lave en del akrobatik for at det kunne lade sig gøre da hun ikke havde rykket sig siden han var kommet tættere på.
Hun følte sig kort helt elektrisk og hun løftede halen en lille smule. Mulen lod hun kort stryge over hans bringe som var det hun kunne nå i strakt stilling. Dog trak hun igen mulen til sig og så nu på Brego igen med er varmt udtryk i de ravfarvede øjne. Pulsen var steget betydeligt i hans selskab og det var nu vist meget godt at Brego ikke kunne høre hvordan hendes hjerte hamrede. Endnu en gang lød en feminin brummen og hun hvælvede let i den slanke hals.

7

Brêgo forblev stående ubevægeligt, for han anede ikke hvad han skulle stille op. Hun havde fremlagt, hvad hun ønskede fra ham; den intimitet hun ønskede var den han havde sagt til ham selv og hende han nok skulle holde væk. Og hvad hvis hun pludselig ombestemte sig? Det ene øre gled i retningen af hendes brummen, men forsvandt i retningen af de lyde der var i omgivelserne igen. Mulen lod han søge hen over hendes pels med retningen mod hendes bagpart, og måtte flytte sig et par skridt mere for at nå ordentligt, og besvarede hendes feminine brummen, med en maskulin brummen.

Euphoria vidste godt at han var nervøs for at hun ville fortryde, men hun forstod ikke hvorfor andet end det måtte være fordi Brego undervurderede sig selv. Hun sitrede let under hans berøring og rykkede lidt på sig for at understrege hendes velbehag. Mulen mimrede let og hun kunne da godt mærke en form for spænding i hendes krop da han nærmede sig hendes bagparti.
Hun besvarede hans svar på hendes brummen med en ny og lysere inden hun lod mulen stryge over hans pels som hun nu kunne nå inden hun lukkede øjnene med et roligt suk. Indvendigt var hun dog knapt så rolig. Hun følte næsten hvordan hendes puls vuggede hende frem og tilbage.

8

Et par små nap blev sendt mod hendes ene balle, men hovedet trak Brêgo væk igen. Det virkede som om der var gået en evighed siden de havde fundet deres plads, men alligevel lod det ikke til solens stråler havde tænkt sig at melde sig på himlen inden for den nærmeste fremtid. Jo koldere vejret blev, jo hurtigere blev det også mørkt, og Brêgo var ikke fan af det. Han kunne kun selv gætte på, hvor meget det ville ligne det mørke skyggerne bragte med sig, hvis de en dag slap fri.