Troublemaker [Fællestråd]

Bror eller ej, ingen nåde. Skriget fra plagen var øredøvende, men Mindraper var efterhånden vant til Xenon’s sære udbrud og som respons slog han ud med det ene forben og lod det ramme hans bløde maveskin inden han lagde vægten i forbenet inden han trak det til sig. De gule øjne synes at gløde i et rent raserianfald, mens tænderne fortsat holdte et solidt greb om Xenons nakke så han ikke kunne rende nogen steder. For lod han først Xenon løbe vidste han at han aldrig ville fange ham igen. Det var nu eller aldrig.

Den unge hingst vred sig i smerte over broderens brutale ’leg’. Xenon synes bestemt ikke om denne leg. Han kunne mærke noget varmt fra hvor hingstens hov før havde påført ham smerte, det kildede på det sensitive gyldne maveskin, men misfarvede det samtidigt også. Xenon kunne ikke se hvad det var, men det føles som vand, men det var for varmt til at kunne være regn. Til trods for at broderens greb ikke løsnede sig så forsøgte Xenon naivt at rive sig fri, hvilket blot resulterede i at skinnet ved hans nakke også blev misfarvet at blodets røde dråber.

Smagen af jern bredte sig i Mindrapers mund, men det fik ikke den spraglede hingst til at stoppe sit sadistiske angreb på sin plage af en broder. Nej. Til trods for hans naive forsøg på at rive sig fri så hjalp det ikke. Det fik blot Mindraper til at placere begge forben på hans krop for at holde ham nede, inden han begyndte at hugge tænderne i ham forskellige steder. Ikke blot et diskret bid, men ruskes skulle han også. Efter han var begyndt at kede sig med det begyndte han i stedet og trampe rundt på ham.

” Nå hvordan føles det så! HVA! HVA! Du griner vidst ikke så højt mere! Uduelige plage! ”

Skreg han hånligt, inden han vendte røven til at gav ham et solidt los i maven. Det skulle gøre det værste. Måske han havde overdrevet lidt, men det var fortjent. Mindraper fnyste højlydt inden han nu bevægede sig væk fra sin lillebror med en følelse af at være kommet af med 3 års indebrændt vrede.

Den næsten hvide hoppe synes at få øje på to heste forude. Ikke tæt på, men et godt stykke fra. Den ene gylden og mere spinkel end den anden, den gyldne kunne nu godt ligne den unge plag hun havde set tidligere. Den anden hest havde hun nu aldrig set, men sådan var det jo med mange her.
Myth stoppede op på sin gode afstand og iagttog de to heste. Det så brutal ud, men hun ville ikke blande sig med mindre det virkelig så ud til at gå over vind.
Dog da det begyndte at se lige lovlig voldsomt ud trådte hun nogle skridt tættere på, men var stadig for langt væk. I stedet gav hun et vrinsk fra sig og lagde øre en smule ned. Om det ville hjælpe på noget vidste den næsten helt hvide hoppe alligevel ikke.

Xenons blik blev fjernt i det smerten næsten gjorde ham helt hjælpeløs og han lå blot og tog i mod slagene. Blodet dryppede fra ham og ned i den hvide sne som hurtigt blev misfarvet. Da hans broder endelig veg bort fra ham, forsøgte han kort at komme på benene, men han faldt hurtigt sammen. Det hele svimlede for den unge hingst, der nu virkede mere fjern en før. Så fjern at han ikke ænsede vrinsken fra Deadly og han lukkede i stedet blot øjnene i med et støn af smerte.

Et vrinsk brød Mindrapers 'flugt' Hans farlige gule øjne blev vendt mod en hvid hoppe som synes at ville blande sig. Han var alt for opkørt til at huske at moderere sig og han trampede i stedet resulut ned mod hoppen, som allerede nu havde set for meget. Mindraper pustede sig op og blottede tænderne i et hårdt fnys rettet mod hoppen. Han værdigede ikke sin broder et eneste blik, men fokuserede blot på at sørge for at denne hoppe holdt munden lukket om det så betød han måtte hjælpe hende lidt på vej.

Da balladen så ud til at være over valgte den næsten helt hvide hoppe at vove sig tættere på. Imens hun nærmede sig holde hun meget øje med de to heste, mest den speciel farvede hingst. Hun ville være sikker på at hun ikke trådte nogen over tæerne som så. Jo tættere på hun kom jo nemmere var det for hende at se at den unge plag fra tidligere var, hvad hun ville kalde blevet mishandlet, og den hvide hoppe lagde ørne ned i nakken.
Ikke at hun nærede noget for den unge plag, men dog ville hun være sikker på han var okay. Hun havde lidt en indebrændt følelse i maven og kunne godt mærke det ikke var et godt humør hun kom i ved at se synet af den unge gyldne plag. Dog blev hun hurtig standset af den mørke hingst med de mystiske aftegn.
Myth kunne tydeligt se han var stærke end hende, og hun havde såmænd heller ikke tænkt sig at slås mod denne hest. Hun stoppede op, men ikke for at vie for denne hingst, hun næsten ville kalde tåbelig ud fra hvad hun så.
Myth stirrede på hingsten, ikke af frygt men væmmelse og ikke nogen særlig respekt. Hun kendte ikke grunden for denne brutale opførsel denne unge hingst havde haft. Ja, det var tydeligt nok at denne hingst var yngre end hende selv, også selvom der måske kun var snak om nogle år.
Myth prustede og forsatte så uden om hingsten, uden at sige noget. Disideret at blande sig var ikke hendes hensigt. Det kom ikke hende ved på sin hvis og hun behøvede hverken forklaring eller nogen begrundelse på hændelserne. Hun havde sat sine tanker om denne hingst allerede på hans, i hendes øjne arroganthed.

Mindraper fnyste arrigt, inden han slog ud med det ene forben mod den hvide hoppe der ikke så ud til at nære et gram respekt for ham. Hun var ældre, endda ændre end hans moder, men det rørte ham ikke. Han nærmede sig atter hoppen og overskred alt hvad der hed personlige grænser i det han nærmest først stoppede helt klistret op af hende. Hans åndedræt var tungt og han dirrede af vrede, mens musklerne spillede under hans lettere svedige hårlag. Han kunne nu dufte noget andet end blot hoppen, men brunst, det fik ham til at rynke en anelse på mulen i det han samtidigt blottede tænderne og snappede advarende ud efter hoppen. Hele hans kropssprog bedte hende om at smutte, men spørgsmålet var om hoppen ville makke ret eller han måtte skrue bissen på.

Denne mystisk farvede hingst var nærgående, og det gik hende nu en del på. Ikke mindst ville hun have afstand på grund af personlige grænser, men også mest på grund af brunsten. Hendes øre lå ned i nakken for at lige som gør det klart for denne hingst at hun ikke brød sig om at han gik over hendes grænser. Myth ville stadig ikke slås mod denne hingst, og havde godt nok slet heller ikke tænkt sig.
hun lagde halen tæt til sig og så på ham med et stift blik. Han virkede ikke som en rar type men hun var nu lige glad. Denne hingst havde i hendes øjne stadig ingen ret til at jage hende væk. Dette var ikke noget område der tilhørte nogen. Det vidste hun alligevel selvom hun ikke havde været her længe.
Myth stod stille med sit blik stadig rettet mod hingsten, hvor hun snerpende sagde, mere end stillede det som et spørgsmål; "Hvad er lige dit problem?!" Ingen høflig tone, det nærede hun ej denne hingst.

Mindraper var ganske intolerant og hoppens uhøflige ord bragte blot mere kul til ilden der lige nu hærgede i hingstens indre. Det fik ham uden tøven til at hugge ud efter hoppens bløde mule uden så meget som et spor af følelser. Han var ikke til at spøge med når han var i det her lune. Hele hans krop skreg efter at tilintetgøre denne hoppe i dette øjeblik.

" Smut hoppe! Der er intet at se!"

Hvislede han så med en isende kold undertone til hans næsten dirrende stemme. De gule øjne borrede sig ind i hendes og han trådte tættere på, ja det var lige før han næsten skubbede til hende, hvilket også var han hensigt hvis hun ikke fjernede sig.

Myth synes hans opførsel var ret så ubehøvlig, og gjorde hende nu også ret så sur. Ikke at hun viste det, ikke ud over at hendes øre stadig lå vendt mod nakken. Den næsten helt hvide hoppe trække hoved mere til sig da han bed efter hende mule. Hun ville ikke tillade sig at han angreb hende. Stadig ville hun ikke angribe ham. Det var intet af det her ballade hver. Det eneste hun havde i sinde er at se om den gyldne plag stadig træk vejret.
"Hvis der intet er at se, så burde du ikke have noget imod jeg går hen til ham," prustede hun og mærkede hans skubben. Hun kunne tydeligt mærke at han var en del stærkere. Myth havde ikke helt tænkt sig at gå endnu. Måske dumt.
"Det eneste jeg gør er at se om han trækker vejret, jeg gider ikke en gang blande mig i hvad i to havde gang i," prustede hun og kunne mærke var den hans skubben tvang hende til at tage et skridt væk fra denne hingst.

Mindraper snappede ud efter hoppen. Hun skulle ikke betvivle hans motiver. Derfor placerede han sig resolut imellem hende og Xenon. Han skulle have lov til at rådne op ligenu. Det kom desuden ikke nogen ved om han trak vejret eller ej. Han gryntede fornærmet af hoppen og blottede igen tænderne.

" Han trækker vejret! Smut så! "

Hvislede han så af hoppen i et advarende tonefald. Mindraper var på kanten at at få endnu et eksplosivt anfald og hoppens brunst der prikkede til hans instinkter gjorde det ikke just bedre. Det var svært for ham at bevare kontrollen og han huskede ikke hvornår det sidst var sket, for det skete sjældent, hvilket også gjorde at disse raserianfald var ekstremt voldsomme.

Den næsten helt hvide hoppe overvejede en stund at snappe tilbage efter ham da han igen forsøgte ud efter hende. I stedet træk hun bliv hoved mere til sig. Hun var en smule anstrengt. Mest den måde hun stod på, men også på grund af hendes irriterende brunst. Hun havde på fornemmelsen denne hingst lunde var kort.
Undskyld... Du lille, men jeg slås ej tænkte hun og ville for denne stund ikke provokere denne hingst mere. Det var ej for frygt hun valgte at ville trække sig, men fordi hun ikke mente det var værd at bruge sin tid og kræfter på noget der ville være spildt blot for at sikre sig at han var okay.
Myth prustede, ikke rigtig fornærmet men en anelse kold. "Som du vil.." sagde hun uden nogen tone. Hun vidste ingen tegn på frygt, hun vidste det sikkert ville fryde denne hingst at hun valgte at gå. Myth kunne altid opsøge den unge plag, hvis det abselut skulle være, når denne mystisk farvede hingst var væk.

//Er simpelthen nød til at gå i seng nu. Skal tidligt op (:

Da hoppen endelig forsvandt synes den hidsige hingst at køle ned. Han drog et tungt suk og så tilbage på Xenon. Han vendte sig nu omkring og skridtede om til sin broder, inden han lod sig dumpe ed ved hans side. Han kunne vel ikke efterlade ham her til at fryse ihjel. Mindrapers vagtsomme gule øjne scannede området for eventuelle fare der kunne bringe harme til det lille kræ ved hans side, men den største fare for Xenon var vel nok Mindraper i sig selv, som ligenu forsøgte at holde noget varme i plagen som lå slap ved hans side, men stadig trak vejret.

Skridtende var næsten lydløse under den sorte hoppe. Hun stampede ikke i jorden for at gøre andre opmærksom på hendes tilstedeværelse. Hun var rimelig afslappet her til aften, men hun var ikke helt af med den lille paranoia der efter mødet med den flammende skyggehingst, hærgede i hendes sind. Halen smældede omkring hendes bagpart engang imellem for at bryde den stilhed der rasede omkring hende. Det var ikke ret meget der skete. Dog opfangede hun en svag lyd af stemmer et stykke fra hende. Med en lille halvkvalt hæs brummen begav hun sig i retningen af stemmerne. Der var skikkelser hun ikke kendte og en enkelt skikkelse hun kendte. Hvor nogen nok ville have vendt rundt og gået sin vej, fortsatte hun i stedet imod dem.