Troublemaker [Fællestråd]

Mindraper blev opmærksom på en sort hest der nærmede sig i det fjerne. Han havde ej hørt denne og stirrede derfor mere intenst end ellers på denne. Først troede han at det var hans moder, men nej. Det viste sig at være den sorte Ava der havde retning mod ham og hans broder. En maskulin men dæmpet brummen lød fra ham, hilsende. Dog rykkede han sig ikke ud af stedet og blev liggende ved siden af Xenocrates som så mere død end levende ud i øjeblikket. Dog vidste Mindraper at han ikke havde pådraget ham dødelige sår. Det havde han trods det der kunne have lignet et ukontrolleret angreb sørget for ikke kunne ske.

Avas ører gled stille og roligt om i nakken da hun fik øje på den særtbrogede Mindraper, der lå ved siden af en ung hest, som hun ikke selv havde mødt før, men som hun kunne genkende ud fra sin broders fortællinger om hans legekammerat. Så mange unge heste var der heller ikke på deres alder. Der var nogle der var yngre, men de ville ikke allerede være så store. Ava forholdt sig tavs da hun stoppede op foran de to hingste, dog kun med blikket rettet mod Mindraper. De isblå øjne kunne nærmest bore sig lige ind i ens sjæl. Det var næsten som om de kunne se ind i de hemmeligheder man helst ville gemme væk. "Din broder?" Det var de første ord der kom ud af hendes mule - dæmpede.

Mindraper tog blikket fra Ava og rettede det ned mod Xenon der var begyndt at stønne i smerte i det han forsøgteat rykke en anelse på sig. Plagens lyse pels var klistret til i blod, ligeså var sneen han lå på. Mindraper havde også noget sidende på sin mule eftersom det var ham der havde forsaget Xenon's skader. Den mørke mule gav Xenon et solidt puf, som et Tag dig nu sammen! inden han nu rejste sig op og tog et skridt ind foran sin lillebror.

" Hvis du vil kalde ham det, så ja. "

Hvislede Mindraper ganske tavst. Han var kølet ned, men var stadig så anspændt at man skulle tro han ville sprække. Han tog nu igen øjenkontakt til Ava, hvis blik borrede sig ind i hans, men det generede ham ikke.

Xenon forsøgte at røre på sig da han hørte stemmen fra en anden skabning. Men han var i tydelige smerte og begyndte derfor at klynke en anelse da hans broder puffede til ham. Han fik sig dog mandet op og lagt ordenligt op og kunne nu se en sort hoppe stå foran Mindraper. Han lagde hovedet en anelse på sned. Hun lignede hans legekammerart Titan, måske det var den sorte hoppe? Den unge hingst var dog for desorienteret til at kunne stable sig på benene og undersøge tingene nærmere. Han havde brug for at ligge og komme til sig selv endnu.

Da han rejste sig, fulgte hendes blik ham - indtil han stod mellem hende og den unge lyse hingst. Hendes ene øre vippede en anelse til den ene side, og som om mod nakken igen. "I har samme moder. Altså er han din broder" svarede hun ham, stadig dæmpet, men med en smule mere kraft og sikkerhed i stemmen. Hun ville ikke anklage ham for at have angrebet den yngre hingst, for hun havde ikke set hvad der var sket. Blodet på hans mule kunne vel bare være kommet af at han havde været i nærheden af den unge. Ava slog et smæld med halen inden hun stille og roligt lænede sig lidt til den ene side og langsomt begyndte at flytte benene igen for at træde udenom Mindraper og mod den unge hingst i stedet. Halsen strakte hun ud, med mulen i retningen af plagen.

Mindraper kastede trodsigt med hovedet og fnyste over Ava's kommentar. Han var uenig. Denne ting var ikke hans broder og blev det aldrig. Han trådte et skridt til siden da Ava passerede ham og han vippede kort ørerne fremad og betragtede hende og Xenon.

" Han bliver aldrig min bror.. "

Næsten hvæste han af den sorte hoppe og rynkede på mulen med et underligt ansigtudtryk der var næsten ulæseligt. Han ville ikke høre. Han nægtede ganske enkelt.

Xenon så op på den sorte hoppe med et forvirret, men ligeså omtåget udtryk i de krystalblå øjne. Han stivnede kort da hun stak mulen frem mod ham og snappede i forsvar ud efter den i en næsten panisk handling. Han skævede over på hans broder med et forvirret blik og så igen tilbage på hoppen

" Titan?"

Lød det svagt fra hingstens normalt skingre stemme som nu var blevet erstattet af et hvæst toneleje der næsten var helt lydløst. Han lagde igen hovedet i sneen fordi han ikke kunne holde det løftet i lang tid af gangen. Det gjorde så ondt i hver lille del af hans unge krop.

"Uanset hvad du siger, så vil han være din broder. Du kan lade være med at betragte ham som en, men det ændre ikke på det fakta, at i har samme moder" Avas kommentar var måske en smule skarp. For hende var det at holde sammen med familien en rimelig vigtig ting. Det havde hun lært fra hun var helt lille, og derfor fungerede hun heller ikke ret godt uden for et fællesskab. Hun havde været vant til der altid var nogen omkring hende - og at alle passede på hinanden. Det kunne ikke lade sig gøre at der ikke engang imellem var nogle små skænderier eller fights, men aldrig havde hun set nogen der så sådan ud - og hun havde ikke hørt en benægte en broder. Hun ville aldrig kunne gøre det ved Arc eller Titan. Heller ikke de andre for den sags skyld, som ikke havde samme moder som hende, men som havde samme fader. Korr..

Hvordan hun ville have reageret hvis det var Titan der lå der vidste hun godt nok ikke. Men det var vel også kun fordi det ikke var ham, at hun kunne være så rolig og fattet. Hun stoppede op henne ved ham og lod mulen glide hen over hans lyse pels. "Ava" rettede hun ham da han nævnte hendes broders navn. Hun flyttede blikket om mod den gul-øjede Mindraper igen. "Hvad skete der?"

Mindraper stod halv fornærmet og stirrede på de to. Han var på nippet til at blot fnyse og gå sin vej, men det kunne han ikke. Han betragtede blot Ava og lagde kort ørerne ned ved lyden af Xenons stemme. Et fnys undslap hans mule, af ren irritation over plagens tilstedeværelse. Da Ava spurgte ind til episoden blev hingstens gule øjne helt tomme i det de rettede sig mod hendes blå.

" Jeg fik nok... "

Var de hårde og kolde ord der blev hvislet fra den spraglede hingst der ikke udviste nogen angrer for det han havde gjort. Han vidste godt at han nok skulle få straffen senere. Det ville ikke vare længe.

Ava? Det hang ikke sammen. Xenon rystede kort på hovedet efter at have lagt noget tid og stirret fjernt ud i luften. Sneen var ved at nedkøle hans krop og han forsøgte nu af komme på benene. Det lykkedes og han stod nu vaklende som en nyfødt plag med hovedet sænket. Det tog noget tid før han atter stod stabilt og han havde fået noget blod til hjernen så han kunne tænke klart, så klart som Xenon nu kunne. Han så over på sin bror og rækkede så tunge af ham.

" Jeg siger det til mor! Og så får du ballade! "

Hylte han så skingert op, inden hans stemme knækkede over og han atter vaklede en smugle på hans forslåede ben. Det var totalt unfair den måde hans broder legede på.

"Du fik nok? Raper! Der er ikke noget der hedder du fik nok. Under ingen omstændigheder er det acceptabelt at angribe en anden på den måde. Da slet ikke en der ikke har en fair chance. Han er kun en plag! Du burde vide bedre" Det sidste kom næsten til at lyde som om hun var skuffet. Det var hun vel egentlig også. "Det er okay at give en lærestreg engang imellem, for nogen kunne af og til bruge det.. Det kunne jeg selv da jeg var på den alder, men se på ham!? Det lød måske en smule hårdt, men han kunne tage det. Det var hun i hvert fald rimelig sikker på, og han havde vel brug for at få det banket ind i hovedet.

Hoppens opmærksomhed blev rettet ned mod plagen, da den begyndte at snakke. Næsten som en trussel. Ava nappede til ham. Ikke et helt bid, men heller ikke et blidt nap. "Så er det godt" Nok kunne den unge være sur, men den slags trusler ville kun give ham flere problemer.

Mindraper så blot tomt på Ava. Der var ingen følelse at spore i de gule øjne. Hendes præidken prallede af på ham for han var ligeglad. Han havde gjort hvad han fandt nødvendigt. Da Xenon plabrede løs vendte han blot blikket mod ham og fnyste ligegyldigt af ham.

"Selvfølgelig gør du det, som altid Xenocrates!"

Hvislede han dystert. Han rettede nu blikket mod Ava der fortsat talte til ham. Han lagde nu ørerne ned og fnyste blot afvisende.

" Du ved ingenting Ava, så bland dig udenom.. "

Var derpå det eneste der kom fra hingstens mørke mule i det hans blik istedet blev rettet direkte mod hende. Mindraper var presset til udover kanten og det sås tydeligt i hans kropsholdning.

POST 105

Xenon hylede fornærmet op da nu også denne Ava irrettesatte ham. Han huggede ligeledes ud efter hendes med en skinger hvinen og rækkede derefter fornærmet tunge af sin storebror. Han slog ud med forbenet, klar på mere sjov.

" Mor siger du skal lege pænt! "

Hylede han så atter op understreget af et hidsigt lille fnys og en resolut svirpen med halen.

Da den unge huggede ud efter hende bed hun ham. Denne gang kunne han få lov at lære at man ikke behandler dem der er stærkere, på samme måde som man behandler dem der er svagere. Det handler ganske enkelt om en enkelt ting. Respekt. Hun følte sig næsten som sin egen far lige nu. Den måde han havde stået og måtte klare de slåskampe der af og til havde været mellem de unge hingste. Lige inden de var gamle nok til at blive sendt væk for at skabe uroligheder. "Stille" Det var en enkelt kommando og meget skarp. Det var en man hellere måtte høre efter. "Eller jeg lader ham give dig en omgang til uden at træde ind" - måske ikke helt, men det vidste den unge vel ikke. Og hvis han turde sætte hende på prøve ville hun ganske enkelt bare træde tilbage. Så havde han selv bedt om det i hvert fald. Avas isblå øjne blev rettet mod Mindraper endnu engang. "Jeg ved mere end du lige tror. Jeg er vokset op i en familie og jeg har set hvor vigtig en familie kan være. Du behøver ikke nødvendigvis at bryde dig om ham - men det der er heller ikke acceptabelt". Hun rankede sig lidt op og trådte fremad igen mod den sært brogede, gul-øjede hingst. Hendes ører var stadig vendt mod nakken mens hun i tavshed betragtede denne hingst. Han var presset. Hun kunne se det på ham. Hun vidste hvordan det var at være helt derude hvor man kunne miste besindelsen. Hun kendte det alt for godt. Sidste gang havde været da hendes fader ikke ville høre efter hvad hun sagde. Der var bare ikke noget hun kunne stille op - for at være respektløs over for Korr, ville ikke være velset i nogens øjne.

Efter noget tid i tavshed trådte hun helt over mod ham og lod sin mule hvile mod hans skulder. Hun sagde stadig ikke noget, og hun gjorde heller ikke andet. Hun lod ganske enkelt bare mulen berøre hans skulder. Hun var ikke bange for ham.

Mindraper stirrede blot indædt på Xenon som fortsætte med at skabe sig som den forkælede unge han nu var. Han blottede kort tænderne og snappede advarende ud efter Xenon i det han snappede ud efter Ava, men hun kom ham i forkøbet. Et hidsigt grynt lød fra ham og han knejsede i nakken. Et øre blev vippet i retning mod Ava som igen belærte ham om familie. Han havde aldrig haft en som sådan så han kunne ikke rigtig kende til virkeligheden.
Det gav et sæt i ham da hun placerede mulen på hans skulder og han undslap en maskulin brummen og så ned på Ava. Han sukkede tungt og lod sin mule søge hendes, inden han blidt strøg den op af hendes næseryg med en dog intens mine. Han var ej helt rolig endnu.