Troublemaker [Fællestråd]

Den sorte hoppe så undrende til da den sært brogede hingst begyndte at opføre sig underligt. Næsten som hvis han ikke var sig selv, men hvis han i stedet var en helt fremmed. Et føl måske? En der ikke forstod noget..? Hun lod de isblå øjne søge rundt endnu en gang fordi hun intet forstod - og han forklarede jo ikke hvad der var. Han stammede bare. Hendes næsebor dirrede næsten fordi hun igen trak vejret hurtigere end når hun slappede af. Vel også fordi hun var kommet så hurtigt op på dupperne. Hun vendte sig dog om mod ham da han satte sig ned og gav sig til at kigge i jorden.
"Heeeeeey? Er du okay?"
Hun strakte mulen frem mod ham, undrende og undersøgende.

Han fik langsomt lappet sine elskede facader sammen, mens han sad der og stirrede tomt ned i jorden. Der gik dog ikke længe før at hoppens stemme lød og han følte sig nødsaget til at se på hende. Han dirrede kort, ikke af frygt. Ja han vidst ikke hvad det var, men det var underligt. Han kom hurtigt på benene og vippede kort med ørerne og forholdte sig stadig tavs med dette tomme blik i øjnene.
Hendes mule kom ham nærmere og han knejsede i nakken med en hingstet brummen, inden han igen trykkede sin mod hendes. Han pustede igen varmt ind i hendes næsebor og nippede blidt til den i form af små kærtegn. Hendes mule var blød som fløjl og den føledes så dejlig mod hans egen og han kunne bestemt ikke lade den være, tydeligvis ikke.
Samtidigt stod han og spillede med musklerne og pustede sig en anelse op så han rigtig kunne vise sig frem. Selv var Mindraper uvidende, men der var bare noget der sagde til ham at han skulle gøre det og det var ikke til diskussion.

Hun vrikkede ganske kort med ørerne da han igen kom på benene. Denne gang var han lidt mere som sig selv, men alligevel ikke helt som sig selv. Og alligevel kunne det sagtens være ham selv - men en side som Ava ikke før havde oplevet. Der var sikkert flere sider hun ikke havde oplevet. Hun slog et smæld med halen og nippede til den gul-øjede hingst. Det var næsten som om hans muskler var mere markante nu, og han var mere hingst end før. Ava trak hovedet til sig og knejsede let i nakken. Hun trådte nogle skridt fremad. Et par trippende skridt, og så lidt til siden inden hun begav sig rundt om ham, studerende og vurderende. Hun stoppede dog op ved hans front igen og strakte mulen ud. Hun var ikke lige så afslappet som før - og det var vel også derfor hun ikke blev stående helt stille mere. Hun gjorde et lille kast med hovedet som for at høre om de skulle begive sig rundt i stedet for at blive stående. Det kunne jo være en masse energi han pludselig havde samlet op.

Hoppen tog ham ikke så nøje hvilket var en lettelse for den ret forvirrede Mindraper, der i stedet nu havde fået styr på sine facader og nu blot så tavst til som hoppen trippede omkring ham. Han knejsede i nakken og afgav en hingstet brummen inden han trådte et skridt frem mod hende. Han nippede blidt til hendes mule inden han selv gav sig til at trippe på bagbenene. Hun bød op til dans og det fik hingsten til at nikke ganske svagt inden han satte frem i en dansende, dog langsom trav med høje knæløft og knejset nakke. Han svingede bagpartiet ud til siden og havde derpå fronten afventende vendt mod den sorte hoppe, for at se hvordan og hvorledes hun havde tænkt sig at danse.

Ava stod ikke stille længe, da den sært brogede hingst, Mindraper, gav sig til at trippe fremad. Hun slog et enkelt svirp med halen - et af dem hvor man kan høre den hvislende lyd det giver når luften bliver brudt - og derpå satte hun selv frem i en dansende, trippende trav. Dog blev hendes benløft ikke lige så høje som hans. Da hun nåede inden for rækkevidde af den gul-øjede hingst igen, strakte hun dog halsen ud for at nippe ud efter hans hals, inden hun fortsatte fremad, tæt nok på til at hendes side strejfede hans da hun passerede. Hun så sig hen over skulderen mod ham for at se om han var med. Mon ikke han godt kunne lokkes til at udforske lidt mere område end det hun allerede havde set? – Landet var stort, så hun vidste at det ville være en umulighed allerede at have set det hele.

En maskulin brummen var at høre fra den spraglede hingst i det Ava kom nær og ganske let nippede til hans hals. Han trippede let da hoppens side strøg op af hans egen og han sprang nu frem med en enkelt rejehop. Den stride man dansede over hans veltrænede muskulatur i det hans solide ben dansede let og elegant hen over den kolde jord. Han kastede så med hovedet med et hingstet fnys og fulgte blot den sorte hoppe i det han skød brystkassen frem og gjorde sig til. Musklerne blev dog ikke så voldsomt fremtonet når han bar sin tykke vinterpels og han synes selv han mindede mere om en halvfed shetlandspony, men det var langt fra tilfældet.

En lille mild latter var at høre, for Ava syntes bestemt det var en smule morsomt når hingste kunne trippe sådan rundt og gøre sig til. Havde den sært brogede hingst været af den type der troede han var bedre end alle andre og mente han var for vigtig til at omgås simpelt selskab fra nogen uden betydning, så havde Ava heller ikke affundet sig med hans dansende skridt. Så havde han fået at vide at han skulle stoppe eller finde en anden at trippe rundt for. Men Ava brød sig ganske godt om hans selskab. Han var ikke som de andre. Ikke den der var helt venlig og nede på jorden, men heller ikke en af dem der var for vigtige til andre. En fin mellemting, blandet med noget ubeskriveligt som Ava endnu ikke helt kunne sætte ord på.

Selv knejsede hun i en anelse i nakken og slyngede så bagparten ud til siden så hun samtidig kunne holde lidt øje med den gul-øjede hingst. Noget havde skræmt ham tidligere, og Ava ville vide hvis han så noget igen som man burde flygte fra. Hun dansede dog stadig fremad - med benene der krydsede hinanden for hvert skridt. En dans der gik sidelæns for at holde den kurs der var blevet lagt.