Cavern of Rumpelstiltskin

... Nyahaha

Den unge Savana, som Rumpelstiltskin absolut godt vidste hvem var, forduftede snart efter igen - hvorfor vidste den skumle hingst ikke - men det gav ham lejlighed til at vende snuden imod den halvsovende Midnight igen, som havde lagt sig til hvile, efter at have stiftet bekendtskab med en for længe tabt magi. Han satte snart den ene hov foran den anden, og snart havde han med vimsende bevægelse, som i øvrigt kendetegnede ham, lusket sig over til hende, og i to bevægelse lagde han sig foran hende. Han brummede ivrigt, nærmest skingert om end hans stemme formåede, og derpå vendte han blot blikket opmærksomt imod den sovende hoppe, som han ikke agtede at forstyrre mere end højest sandsynligt. Hun skulle hvile nu, og han ventede gerne.

[/blockquote]

Hvad Myth drømte om var aldrig rigtig til at sige, men der var faldet ro over hoppen som ellers havde haft en hidtil urolig søvn, men det var altid kun i starten. Hun var tryg her og derfor bemærkede hun ikke at hoppeplagen forsvandt og Rumpel var vimset hen og lagt sig foran hende. I søvne rykkede hun en anelse på sig, inden hun kort lod sig glide helt ned på siden med en svag smasken. Hun lå således fuldstændig slap i et godt stykke tid.
Der gik dog ikke for længe inden Myth drog ud af sin dybe søvn og fornemmede noget iagttage hende. Hun lagde sig derfor atter på maven og slog de mælkehvide øjne op og så direkte ind i Rumples ravfarvede. Hun strakte så døsigt mulen mod ham med et varmt pust, dog uden at røre ham. Hun brummede så let og feminint og afventede da hans reaktion. Hun vidste hun snart måtte gå, for de to havde en aftale der skulle holdes.

... Nyahaha

Den sorte hoppe, med lyn spillende hen over ryggen og øjne der var forsvundet bag en mælkehvid tåge, sov ganske fredeligt da Rumpelstiltskin havde lagt sig, og hun sov umiddelbart fredeligt nogen tid endnu.
Da først hun slog øjnene op og mødte hans blik, vendte hans umiddelbare hånefulde og vimsende personlighed direkte tilbage til hans hvilende krop, og snart trak han hovedet tilbage da hun rakte ud efter ham, for at rejse sig. Galant lod han sin krop strækkes og med dirrende skuldre hoppede han over imod sit lager af ting og sager, som han på mystisk vis havde samlet. Han rodede rundt i ganske få minutter, inden han kom tilbage med en lille rund, nærmest skrigende gul sten. Han lagde den foran den liggende Myth, inden han med en skinger stemme begyndte at tale.

,,Nyah, den sten der, tag den med dig og lad Xenocrates bære den med tilbage. Den suger energi fra dens omgivelser, og den trænger til en opfyldning, så hvis du kunne tage den på en smuttur, ville det være .. nyah, perfekt"

Sagde han med et ufatteligt lumskt toneleje, inden han bakkede let tilbage, så der blev plads til at Midnight kunne rejse sig, når hun ønskede. Dog lå der intet pres, hun kunne blive så længe hun ønskede.

Myth så nu op på Rumpel som nu var rejst sig. Det ærgede hende lidt, men hun lå i et stykke tid og iagttog ham blot. Hun så nu efter ham med et roligt blik og et svagt smil på hendes hvide mule. Hun lod da de mælkehvide øjne glide ned på stenen han havde medbragt og vippede kort med ørerne. Hun kom da på benene og lod blikket glide over på Rumpel og brummede svag, men feminint og så da ned på stenen.

" Jeg ser til han får lidt at lave. Jeg må hellere komme igang, der bliver nok at lave. "

Konstaterede hun så med en varm tone underlagt hendes bløde feminine stemme, inden hun samlede stenen op og så over på Rumpel med et svagt smil. Hun nikkede så let, inden hun begav sig ud af hulen.


Der skulle gå mange uger før den sorthvide hoppe vendte tilbage til denne hule, men lyden af hovslag i hulen bekræftede at hun nu var færdig med sin opgave. Hun stoppede op lige indenfor og lod en mild brummen fylde hulens kroge. Bag sig tittede et gyldent hovede op. Myth havde bestemt i sinde at holde lidt øje med de to hingste.

Der var gået mange uger siden Xenocrates havde betrådt dette område. Han havde opsøgt sin moder, som så havde fulgt ham hertil. For han vidste at han ikke blev meget mere klar end han var nu. Han havde fundet sine grænser og mangel på samme og han var godt klar over hvor meget han ønskede at ofre. Der var sket meget på de mange uger. Den vamsede gyldne pels var byttet ud med en mere tætsiddende hvor musklerne nu spillede lystigt. Han havde lyttet til sin faders ord og var blevet stærkere og derfor var den unge hingst næsten dobbelt så bred som han havde været ved deres sidste møde. Han var desuden vokset en anelse.
Da lyden af hovslag fyldtes i hulen og tilhørte blandt andet Xenocrates. Han bar på en lille gul sten som hans moder havde bragt ham i starten af hans træning, og den havde han da haft med sig nærmest over alt. Alt fra toppen af vulkanen på Foehn under ham og Titans kapløb til ud på nogle lange svømmeturer langs breden på Enophis. Han vippede nu vågent ørerne frem og trådte op på siden af hendes moder og stod nu rankt med brystkassen stolt skudt frem.

... Nyahaha

Der var gået noget tid, fra den midnatssorte hoppe havde forladt hulen og den luskede hingst havde brugt meget af den tid, på at organisere i sit lager. Han havde ryddet en hylde, han skulle bruge til at placere hans magier, når han fik dem fremstillet, hvilket han forhåbentlig snart kunne begynde på. Han frydede sig ved tanken om den opgave han havde stillet den spraglede Volontaire, hvis liv i sandhed var i hans hove - og han afventede hans tilbagevenden. Snart lød hovtrin i hulen åbning; den luske Rumpelstiltskin vidste godt at hans søn var vendt tilbage, for den magi som omgav hulen havde afsløret hvem der havde nærmet sig. Med en dirrende glæde vimsende han sin søn i møde, med en skinger latter, nærmest sindssyg, og da han nåede hans noget bredere søn, gjorde hans sig et galant nik.

,,Næææh, ser man det, Nyah! Velkommen min søn, velkommen"

Rumpelstiltskin nikkede indbydende til dybet af sin hule. Han gjorde sig straks den bemærkning at sønne havde båret den sten med sig, som han havde givet hans moder, og han frydede sig over at kunne mærke den energi der havde ophobet sig i den. Den energi, der snart skulle blive starten til sønnens magiske liv.

Myth betragtede sin søn, som han trådte frem på hendes side, og hun trådte da til siden for at lade Rumpel komme til. Hun var tavs og havde endnu ikke sagt et ord. Hun kunne ikke rigtig finde ud af om hun skulle være bekymret overfor sin søn. Hun lod blikket glide omkring i hulen, men rettede så blikket med Rumpel og hendes søn og vippede let med ørerne ved lyden af hans stemme. Mødet med Jaidev havde bekræftet en del ting omkring hende selv og det var tanker der ofte trængte sig på, men konstant blev forskudt og ting hun ikke ønskede at tænkte på for det var nok en ting hun frygtede.
Da disse tanker vendte tilbage så rystede hun kort på hovedet og blev da stående da Xenon fulgte sin fader.

Xeno trippede nu en anelse opstemt da hans fader kom nærmere. Ivrig efter at lære mere og så fordi at Xeno bare var Xeno. Selvom Myth havde brugt meget energi på at opdrage på den unge hingst, så var det bestemt ikke fordi han var blevet mere rolig og afdæmpet, nej tværdigmod. Han var næsten livsfarlig at være i nærheden af hvis han havde udset sig en som sit offer. Han rettede ørerne frem mod sin far. Han dansede ivrigt imod hulens dybde og bemærkede da at der var sket en massiv oprydning og det var bestemt noget Xenon var helt ekstatisk over eller måske var han bare ekstatisk. Han så så afventende på hingsten, som var hans fader, dette var så henvendt mod stenen som han efterhånden var lidt træt af at bære på.

... Nyahaha

Rumpelstiltskin sendte den midnatssorte hoppe et sigende blik, hun var velkommen til at overvære det der nu skulle ske - for det kunne godt gå hen at blive ganske interessant. Derpå vendte Rumpelstiltskin blikket imod sin søn - Han skulle oplæres, men ej kunne Rumpelstiltskin blot give ham magi, for da ville hans magi på et tidspunkt udrende, eftersom han ikke selv tidligere havde følt det. Han smilede grumt, lusket og glædeligt inden han med et bestemt udtryk beordrede sin søn til den første handling på vejen til at blive magisk.

,,Slug den"

Sagde Rumpelstiltskin med næsten hysterisk morskab. Han kunne godt forestille sig, at den unge hingst kunne blive mut over denne ordre, især fordi han havde boret den energifyldte sten rundt i nær og fjern, men det lå sådan, at hans magi skulle have energi et sted fra, og denne sten, måtte være kilden. Han afventede med det nærmest overgearede udtryk i sin krop, på at hans søn skulle gøre dette, han nu havde befalet.

Xenon stod og sitrede af ren spænding med et bredt smil på hans mule. Det smil falmede dog ufattelig hurtigt ved lyden af hans faders ord. Sluge den? Han stirrede vantro på hingsten foran ham og rynkede på mulen. Han tog så en dyb indånding og forsøgte nu at sluge den lille sten med et meget overdreven grimasse. Det lykkedes da, men ikke uden den unge hingst brød ud i et hosteanfald og skar flere grimasse og næsten fik tårer i øjnene af alt det hosteri. Han skulede olmt mod hans moder som trak et skævt smil og en svag klukken.
Han lod da atter de krystalklare øjne glide over på hans far med en svag grimasse, men nu afventende.

... Nyahaha

Selvom sønnen tydeligt var utilfreds med den ordre han havde fået, gik der ikke lang tid, før han fik kuglen ned og derefter spruttede og hvæsede let. Et tilfredst smil gled over mulen på Rumpelstiltskin, inden han begyndte at kredse med overdådige skridt omkring sin søn.

,,Nyah, ser du, knægt, for at blive magisk må du have energien til at udvikle magien. Du er nok født af to, der har og kender til magi, men det betyder ikke at det blot ligger i dig, nyahaha. Nu har du derimod kræfterne til at udvikle en magi. Kan du mærke det? Mærke hvordan kuglen beriger dig?"

Rumpelstiltskin sendte Midnight et lille blik, inden han fortsatte sin kredsen omkring den unge hingst.

,,Det vi nu skal prøve på, er at du skal fokusere energien. Du vil, nyah, ganske snart opdage at der er flere måder at .. se på, så at sige. Alle har et sind, og alles sind kan ses, hvis ikke de er påpasselige med det, og netop du vil jeg lære at se, føle og snakke til andres sind. Så, Xeno, du skal nu prøve at fornemme tings sind omkring dig, og du vil blive overrasket over hvor overdådig verdenen kan synes, når alles sind lyser op omkring dig. Alt fra en myrer, til sindet på din moder, på mig. Men var dig - for nogen vil være opmærksom på at der bliver pillet ved deres sind, og de vil forsvare sig, hvis ikke angribe. Så før du har den nødvendige erfaring og styrke, søg endelig ikke at kaste dig ud med nogen som .. Nyah, mig!"

Derpå stak den skumle sjæl i et grin, inden han vimsede lidt på afstanden af sønnen. Afventende så han nu an, mens han ventede på at hans afkom skulle forsøge sig.

Det var som at en svag varme bredte sig igennem den unge hingst krop, som nu snart brændte ud I de yderste led. Han vippede let med ørerne og skar en svag grimasse. Han kunne tydeligt mærke hvordan noget nyt, hvordan han blev beriget med helt nu styrke. Han lod de krystalblå øjne hvile opmærksomt på hans fader igen og han nikkede let til hans spørgsmål. Han kunne bestemt mærke det.
Han vippede et ører ud til siden da hans moder rykkede kort på sig, men dog blev stående. Det var tydeligt at hun var der for at observerer. Han anede ikke hvorfor og havde ikke tid til at tænke yderligere over det før han vendte opmærksomheden mod hans fader som igen talte. Han brummede svagt og lod ordene synke ind før han så vippede med ørerne.

”Bare prøve.. ”

Den unge hingst var slet ikke sikker på hvordan han skulle gribe situationen an og han måtte bruge alt sin fokus på at blot stå stille og forsøge at suge hver lille detalje fra omgivelserne til ham. Det var en roddet masse han først mødte, en masse utydelige auraer som var væltet sammen i en pærevending. Det larmede for hans ører og han bed kort tænderne sammen, inden han rystede voldsomt på hovedet og stirrede kort ned i jorden. Hvordan kunne nogen dog holde styr på virvar. Han så kort på sin fader og vendte endnu engang hans ord i hovedet. Han gik kort en runde om sig selv og forsøgte igen at adskille den store klump i hans hoved. ” Der, Der, Der.. ” Mumlede han svagt for sig selv, som han efterhånden kunne få mængden afskilt. Der gik dog ikke længe før han rev hovedet op i et ryk og tog et skridt til siden. Han så over på hans moder, inden han rykkede sin opmærksomhed tilbage mod sin fader.

” Jeg ser hvad du mener..”

Mumlede han så. Han søgte stadig flere grænser i takt med han lærte noget nyt, men gang på gang blev han bekræftet i at de to sjæle han netop nu delte selskab med ej var til at spøge med. Han skævede atter over på hans moder som blot stod med et ganske neutralt udtryk, men han vidste at det langt fra var tilfældet.

... Nyahahaha

Den unge Xenocrates stod, så koncentreret han nok kunne være, og prøvede at udføre sin opgave, som var ham blevet stillet af hans fader. Snart kunne den unge hingst sanses af sindet hos Rumpelstiltskin, som var så godt forseglet, at den unge kunne prøve i flere år at trænge igennem det, og stadigt ikke rykke sig en millimeter. Det var fristende for den snu, skumle hingst at undertvinge sønnen, men han modstod fristelsen - eftersom han var af eget kød og blod. Denne evne havde han ikke gjort brug af i landet før, for som regel havde talen været ganske nok til at opnå hvad den lumske sjæl ønskede, men der kunne komme den dag, hvor han var nødsaget til at undertvinge andres sind for at få sin vilje.
Sønnen lod til at nå til et punkt, hvor han fandt en forståelse for, hvad det ville sige, det han nu havde gang i, og selvom det kun var en svag berøring med sindet som han formåede at benytte sig af, var den sansebar for Rumpelstiltskin selv, og det var selve formålet med denne lektion. Han snappede kort efter sønnen med en hysterisk latter, inden han vimsede lidt omkring ham.

,,Godt, godt. Luk så af for kontakten til omverdenen via sindet, og se kun med dine øjne. Du skal øve dig i dette, og der vil være flere ting du skal beherske, før du kan lytte med sindet for alvor. Det, nyah, du nu skal øve dig på, er at du skal lære at lytte til omverdenen og lærer af det. Om tre dage vil jeg have en rapport om ALT du kan skrabe sammen om en myrer. Dens vaner, tanker, livsfilosofi, alt. Du vil blive overrasket over, hvor meget sådan nogle skravl egentlig tænker, nyah!"

Den lumske sjæl vendte da opmærksomheden imod Midnight Myth; sønnen havde fået en lektion i dag, og Rumpelstiltskin ønskede ikke at fortsætte, førend sønnen havde udført den opgave, han var blevet sat til.

På en måde tiltrak grotten den musegråbrogede hingst - som en stor magenet. Så snart han havde set grottens indgang trak nysgerrigheden i ham. Denne ø, Chibale, var ham yderst velkendt... og alligevel havde han ikke opdaget denne grotte før? Ikke meget længere skulle denne grotte være uopdaget!

Askari lod elegant de spinkle ben føre ham mod grotteindgangen. Selv om han var mindst 10 centimeter mindre end de andre hingste i denne verden var han mindst lige så stolt som dem. Med en knejsen i nakke skridtede han ind i grotten. Det første Askari lagde mærke til, i grottens dunkle belysning, var en ældre hingst med en gylden slange snoet op af sit venstre forben. Ikke længe efter opdagede han de 2 andre heste. Det virkede somom de lige havde afsluttet noget stort?.. hm..

Xenon nikkede let og lod blikket hvile på sin fader, der nu bimsede omkring ham. Den unge hingst trippede let og var endnu ikke træt, selvom han godt kunne mærke hvordan det tærede på ham at benytte denne nye magi der havde beriget hans krop. Han drog et tungt åndedrag ved han faders ord, men det var ikke af ugidelighed. Han havde måske bare gerne ville bruge mere tid med sin far, men blev i stedet sendt ud igen for at lære mere. Han skævede over mod sin moder der havde vendt blikket mod ham. Da hun havde sikret sig hans fader var færdig med sine ord, der kom hun hen til ham. Han bakkede kort et skridt, men det fik blot hans moder til at trække på smilebåndet og bemærke at han skulle have lyttet til sin fader om at vare sig. Xenon rynkede kort på mulen og vippede svagt med ørerne. Inden han lukkede øjnene. Han var ikke færdig med at øve sig. Han ville prøve en sidste gang inden han begav sig ud af hulen. Han kunne nu skille både hans moder og fader af i mængden, han var varsom blot at gøre sig opmærksom på de var der, men ikke se nærmere. Noget fangede hans opmærksomhed og det fik den unge hingst til at rette blikket mod hulens åbning og vippe kort med ørerne. En hest kom da snart til syne og Xenon skød stolt brystkassen frem. Ingen behøvede jo at vide at han faktisk ikke havde vidst hvad kom, men han havde fornemmet at noget kom. Han hapsede kådt ud efter sin fader, inden han trippede let på stedet. Han sendte kort et blik over til hans moder som kortvarrigt næsten åd den anden hingst med blikket, inden hun trådte til siden og da om bag hans fader. Xenon derimod havde fået travlt med at næsten hoppe over til hingsten med lalleglade bevægelser og en let klukken inden han dansede en runde omkring ham for lige at se den an, inden han placerede et solidt nap efter hingstens flanke. Dog blev han ikke hængende, han fortsatte da istedet ud af hulen. Den overdrevne energiske unghingst ville ud og prøve kræfter med den opgave hans fader havde stillet ham. Så han var nu på jagt efter den første og bedste myretue.

//Xenon Out,