Cavern of Rumpelstiltskin

Han mærkede en klar skiften i tonelejet - ondskabsfuldt. Et anderledes grin - og ikke på den gode måde - lod rumpel lyde. Dette blev kun midlertidigt afbrudt af hans ord. Ord om skygger. Dette undrede dog den unge hingst. Ej havde han hørt om nogle specielle skygger - kun den der fulgte ham, som.... ja egenligt bare som en skygge gør.
Han ville takke ja - af den eneste grund at øen endnu ikke havde givet ham en grund til at takke nej.

"Jeg vil gerne opsøge disse skygger for dem, Rumpel. Men først vil jeg vide hvor disse er?"

Han ville ikke lyde dum. Han ville bare heller ikke lede efter noget han ikke vidste hvor var.

… Nyahaha

Et tilfredst glimt gled et øjeblik over øjnene på den lumske sjæl, da den brogede Askari uden videre godtog denne betaling, som Rumpelstiltskin havde krævet. Han godtog at opsøge Skyggerne, hvilket fik Rumpelstiltskin til at dirre lystigt i skuldrende, som en ganske lalleglad unghingst, der lige havde fået tilladelse til noget, han så inderligt ville prøve af. Derpå vimsede han lidt tættere på, med det nærmest hysteriske blik i sine øjne; der lå direkte på Askari, hvis skæbne snart skulle blive noget mere .. smertefuld.

,,Jo ser du, Nyah, selve Skyggerne findes ved vulkanen, men de er lumske, onde, stærke. Søg i stedet en hingst, der er påsat Skygger, som går under navnet .. Fuyu no Kitsune. Nyah. Når du har søgt ham, fundet ud af det jeg skal vide, da vender du tilbage og jeg vil give dig det, du ønsker!”

Rumpelstiltskins smil blev blot endnu mere lumsk, bredt og ondt. Han nød at lave aftaler, det gjorde han, men endnu mere nød han, når han vidste, at det at møde ham, medførte en mørkere fremtid for den sjæl, der havde søgt ham. Åh, det kunne muntre ham op. Og i dette tilfælde havde han efterhånden virkelig brug for denne viden omkring Skyggernes gøremål, for han havde en mistanke om, at de ville true ham i sidste ende - hvilket han da yderst gerne ville undgå. Han nikkede til den gråbrogede hingst; det var tydeligt, at han havde sagt hvad han skulle, og det var nu op til Askari at finde ud af, hvad de ville.

,,Åh, jo, du finder ham på Foehn. Det er jeg sikker på”

Derpå vendte Rumpelstiltskin sin opmærksomhed imod Midnight; han agtede ikke at snakke mere med Askari, før han havde fuldført sin betaling, så deres handel kunne blive afsluttet.

Rumpel afsagde hvor disse skygger opholdt sig, men sagde at Askari skulle søge en hingst. Påsat skygger, og gik under navnet Fuyu no Kitsune var nu hans ledetråde.
En kort pause forekom, hvorefter han gav ham endnu en "ledetråd"; Foehn.
Man skulle ikke være tanke læser for at fatte at Rumpel ikke gad snakke med ham mere; han havde afsagt sit krav og nu ventede denne sorte hoppe hans opåmærksomhed.

"Jeg håber at udføre dit krav"

Med et selvsikkert dask med halen forlod han hulen - ud for at finde denne Fuyu og klare det simple - men det skulle da nok vise sig, ikke så simple enda - krav.

Myth havde blot stået og set til mens de to hingste havde forhandlet på kryds og tværs. Eller rettere Rumpel havde domineret samtalen og unghesten synes blot at være gået med på det der lød som en umulig pris. Hun vippede let med de mandelformede ører da han så forlod hulen for at udføre sin opgave. Den sorthvide hoppe vidste ikke hvorvidt denne hingst ville kunne få noget ud af den snehvide hingst Fuyu. Hun rystede derfor på hovedet og iagttog nu i stedet Rumpel som havde vendt opmærksomheden mod hende. Hun smilede prøvende. Hun sagde dog ikke ret meget, hun var tavs og funderede over hvad han egentlig var for en hest. Skyggerne synes at ville have info om ham, men Myth vidste ikke noget om disse skygger. Ikke endnu. Hun sendte en bekymret tanke mod sin søn, men gik da ud fra at Rumpel havde styr på det. Hun forsøgte derfor at slå dette ud af hovedet, inden hun tog et skridt hen mod ham. Hun strakte da mulen frem mod ham, men rørte ham ikke.

” Skygger? ”

Spurgte hun dog endelig. Hun var da nysgerrig over hvad det var for nogle skabning, men spørgsmålet var om han ville fortælle hende det.

... Nyahaha

Snart havde den lumske sjæl vendt sin opmærksomhed væk fra den brogede Askari, der nu var sendt afsted på hans mission - og rettet den over på den midnatssorte hoppe med den hvide man, som endnu var i hans grotte. Egentlig havde hun været der størstedelen af den tid, hans grotte egentlig havde eksisteret - hvilket han fandt en smule forunderligt. Da han nåede hende, bragte hun hurtigt et spørgsmål på banen, og da hun spurgte ind til Skyggerne, røg hans ører let til siderne, næsten bagud, og en lidt deform grinen lød. Både vred, hysterisk og irritabel.

,,Skyggerne, ja. Nyah, de er nogle sataner der lever på vulkanens ø. Og de .. har et udestående med mig."

Han nævnte med vilje ikke noget om hans oprindelse, for faktisk var han jo en biprodukt af Skyggernes værk, og han vidste udmærket godt hvad de ville ham. For som det så ud nu, var den lumske hingst en trussel imod de blårsorte Skygger, og trusler gad de virkeligt ikke.

Myth vippede let med de mandelformede ører og brummede da en anelse til hans svar. Hun valgte dog ikke at grave dybere efter mere, da hun mente at han allerede havde været generøs nok at rent faktisk at svare på hendes spørgsmål. I stedet nikkede hun så og smilede svagt til den forunderlige hingst som hun dog fandt som et næsten uundværeligt selskab. Hun drog et kort tilfredst suk inden hun så efter den brogede hingst. Det ville overraske hende hvis denne udførte sin opgave, men hun tvang så tankerne over på hendes søn.

" Gadvide om Xenon formår at få koncentreret sig nok om sin opgave.. "

Brummede hun så ud i det blå. Det var nærmest en høj tanke, som slap ud gennem hendes tænder.

... Nyahahaa

Rumpelstiltskin havde placeret sig ved Myth, efter Askari havde forladt dem, for at begynde sin mission. Rumpelstiltskin, som var en hingst, man på visse måder kunne kalde fremtidssynet, var dog ikke i tvivl om at han ville støde på sine problemer med den gråbrogede hingst, men det måtte tiden vise; sådan bogstaveligt talt. Han vendte nu sin opmærksomhed imod Myth, der havde sluppet en tanke løs; den lumske sjæl brummede kort, hvorefter han brød i en ganske lav latter, der stadig havde hans karakteristiske kendetegn; den nærmest hysteriske og håndefulde latter.

,,Åh kære, jeg tror han tænker alt for meget i øjeblikket, nyah!"

Et selvtilfredst smil lå om mulen på ham, ved tanken om hvad hans søn havde gang i. Han vidste at Xenocrates nok gjorde alt for meget ud af denne opgave, fordi han endnu ikke mønstrede evnen til at 'gøre ting' uden at tænke over dem. Dog havde han forhåbninger om, at denne søn kunne blive en ganske magtfuld sjæl i denne verden, hvis blot hans tanker kunne fokuseres og kontrolleres.

Myth trak let på skulderne og lod da de hvide øjne hvile på Rumpel. Hun brummede lettere feminint og nikkede svagt til hans ord med et svagt smil udformet på den hvide mule. Hun vidste at hun nok hellere måtte komme videre. Hun var efterhånden stødt på mange heste herinde og hun vidste nok for meget efter nogens mening. Dog var der noget hun skulle tjekke op på. Hun sendte derfor Rumpel et smil.

" Jeg må hellere komme videre, Rumpel "

Brummede hun så, inden hun da trådte et skridt mod ham og puffede forsigtigt til hans hals med en varm brummen, inden hun da begav sig ud af hulen

//Out

Den musegrå araber hoppe havde ledt efter en hingst der efer sigende skulle kunne have magiske evner, evner der overgik alle! Efter lang tids søgen bevægede den skravlede hoppe sig ind i en hule, en besynderlig en af slagsen,
hun havde ikke set denne hule før, men hvad vidste hun, hun havde været spærret inde i en hule i måneder, hun havde ikke retten til at beklage sig over at denne hingst også befandt sig i en hule. Hendes sår var sprunget op igen af al hendes gåen,
men hun var bedøvende ligeglad, smerten hun havde haft fra dem ignorerede hun. Hun var en fortabt sjæl, og følte ikke at hun hørte nogen steder henne, men en ting var sikkert hun ville have styrke, styrke til at kunne vise sig frem igen uden at væmmes.
Hun var engang prægtig, smuk, hendes dans fangede de fleste, ja selv dem med mager. Hun havde haft et føl, og det ville aldrig ske igen, hendes værste mareridt ville være hvis hun pludselig skulle ifoles atter engang.
Hun fnøs kort og kiggede sig omkring i hulen, der var mange spøjse ting, det betagede hende ikke, hun var umådeligt ligeglad med det, al hendes nysgerrighed forsvandt sammen med det der kaldtes glæde, en følelse hun ikke havde æren af at bibeholde længere.
Hendes brune honningfarvede øjne søgte ihærdigt rundt i hulen, hvor var hingsten? selvom hun var tynd, med ar, skræmmer og åbne sår holdte hun stadig sin ranke holdning.
Hun var stadig den stolte ørkenhoppe, og nu med fornyet håb, hvis denne hingst altså kunne som rygterne havde sagt. Hun fnøs endnu engagn, afventende

... Nyahahah

Fred. Åh, det var en fryd - for længe og vedvarende havde der været andre i hans hule, som havde sænket hans arbejde. Han nød besøg, for ofte bragte de hans elskede aftaler med sig, men sommetider var dem, der trådte ind i hans hule, blot så ubegavede, at det blev en irriterende kamp at trække deres ønsker ud af dem. Og så var der Myth, der blot havde holdt til der … af underlige årsager. Men nu var han endelig alene, og hans opmærksomhed var vendt imod det inderste af hans hule, hvor hans magier blev opbevaret - eller, dem der var under konstruktion - og for engangs skyld havde han næsen begravet i det arbejde. Længe var der dog ikke stille, for kort forinden hun trådte ind, bemærkede han at en sjæl havde fundet vejen til hulen. En såret en. Med et fnys forlod han sit arbejde og vimsede imod udgangen af hulen, hvor den skadede Hawaet var trådt an. En grumt, nærmest hånefuldt smil bredte hans mule da han så hendes situation, som hun ganske selv var forskyldt i. Åha, visse heste havde bare ikke forstand. Han dansede iltert hen til hende lidt efter og med en hysterisk latter, som kun han kunne præstere, frontede han hende snart med et yndefuldt buk; ja, selvom han måske ikke være imponerende af bygning kunne han sagtens være det af bevægelse.

,,Nyaaaah, Hawaet el Nour. Jeg ser du endelig har begivet dig ud i lyset igen, kære”

Lo han, ganske hånende. Han havde absolut intet imod at håne andre, nej, han nød det. Hans blik granskede hende et kort øjeblik, inden hans øjne ramte hendes. Hun var her for noget - og det kunne hun ligeså godt spytte ud med; for tålmodighed havde han ikke meget af, denne stund.

Hawaet El Nour stoppede øjeblikeligt med at kigge rundt for ud af ingenting kom den berygtede hingst hende i møde, hans smil irriterede hende ud over alle grænser, og hans holdning - kropsbygning var ikke imponerende, hun havde dog ikke så meget at sige på det punkt, selv var hun skravlet, og desværre var den knap så kønne hingst foran hende pænere end hende i denne situation, og han hånede hende ligefrem, men .... hvordan vidste han hvor hun havde været? den grå hoppe kiggede mistroisk på ham, hendes øjne let sammenknebne, før hun fnøs utilfreds, havde han været tættere havde hun langet ud efter ham, om hun havde styrken eller ej, lidt ære havde hun stadig endnu også selvom hun var så såret som hun var.
Hendes ben var stoppet med at bløde, og smerten var ved at forsvinde, den luskede hingst havde stået og ventet på hendes svar.
Nour fandt ham yderst ubehagelig at være sammen med! Specielt i en lukket grotte som denne!

Hvor ved du det fra?
Hvæsede den grå hoppe næsten af ham, hun var her for at få styrke ikke for at blive hånet. På det ydre havde hun rejst sig hendes holdning rank og stolt, men inderst inde var der intet tilbage og det vidste hun alt for godt. Hun havde brug for styrken, til at rette op på en hel masse, om det var med gode eller dårlige hensigter vidste hun stadig ikke selv. Hendes brune øjne søgte heller ikke væk fra hingstens de forblev - måske havde hun en smule styrke tilbage i sig. Hun kiggede væk et øjeblik...

Jeg kommer for at få styrke, jeg er svag, udsultet og udmagret, jeg er ikke andet end skind og ben. Jeg fik at vide du var hingsten man skulle søge... Men besidder du virkelig sådan en kraft?
Hoppen var blevet en smule i tvivl efter at havde set hesten der stod foran hende, var det her nu klogt?

... Nyahahaha

Rumpelstiltskin, som vidste mangt og meget, ja, faktisk så meget at han også vidste hvad der I bredde omfang ville ske I fremtiden, smilede blot mere sarkastisk, da hun stillede spørgsmålstegn til hans viden. Han gjorde sig en sirlige bevægelse til siden og søgte ned langs hendes side, mens han nøje vurderede hendes tilstand. Han hapsede hende så i siden uden tilbagehold for at det kunne gøre ondt på hende - det var han sådan set ligeglad med. Men samtidigt holdt han, ved magi, hendes krop fast, således at hun hverken kunne flytte sig eller gøre igen. Med et lusket grin smuttede han om hende og stillede sig atter foran, for da at løsne hende fra hans magiske bånd.

,,Hvor ved du det fra?”

Gentog han i en hånefuld efterligning af hendes attitude.

,,Åh kære, jeg ved .. meget. Lad os holde den ved det, nyah!”

Inden han slog frem i en fjedrende skridt igen, slog han kort blikket imod hende. Om end en smule truende.

,,Åh kære, jeg kan meget meget mere end blot at give dig simpel styrke. Nyah! Men, intet er gratis.. Så du må jo finde på noget at give mig til gengæld”

[/center]
Sagde han direkte nedladende. Han nød at tryne andre og holdt sig endelig ikke igen overfor denne hoppe, hvis attitude lod til at være ganske stolt og .. hoppet på den irriterende måde. Han afventede nu hendes svar, hvad hun ville kunne tilbyde ham; spillet var i gang og han nød det.[/blockquote][/size]

Den grå hoppes øre røg lige ned på nakken af hende da hingsten var trådt hende nærmere og hun skulle da også til at bide ud efter ham men noget holdte hende fast? Hun panikkede ikke men det irriterede hend.
Den udmagrede hoppe prøvede forgæves at komme fri fra de usynlige bånd der holdte hende, var det hans magi?!
Da hingsten bed hende i siden hvinede hun højt, det var smertefuldt, hun havde ingen muskler til at dække af på, man skulle blot puste til den arme hoppe og hun ville vælte, da hingsten atter stod foran hende og havde løsnet hende havde hun sat af for at lange ud efter ham, men stoppede dog op inden hun nåede at gøre ondt værre.
I ren irritation kastede hun med hovedet, ørene var stadig ned af nakken, hun vendte sig om imens hun holdte godt øje med hingsten, hun ville have en smule afstand imellem dem, 2 meter var fint nok så hun vendte sig hurtigt igen. Han hånede hende i den grad, det irriterede hende, speielt fordi hun skulle bøje hovedet og bede HAM om noget! Hun fnøs atter engang

"nævn en pris og jeg skal give dig den!"
Hoppen var ikke helt sikker på om hun ville give ham alt, men hun ville se hvad hingsten ville have fra hende, hvad ville der komme ud af den vedafstykkelige mund hingsten havde? Hendes hale piskede irriteret til siden, hun brød sig ikke om ideen om at han sagtens kunne tryllebinde hende for et godt ord. Hun var beredt!

... Nyahahahaha

Hoppen blev tydeligt forurettet af hans handlinger, hvilket var meningen. Han nød at se hende sådan; det fyldte ham med en energi man måske ikke skulle tro kunne findes, men den boostede ham på en måde, som kærlighed nok ville gøre for andre. Men Rumpelstiltskin kendte ikke til kærlighed, for ingen ville være i stand til at elske ham og omvendt. Hans grusomme blik hvilede på hoppen, da hun noget så kedeligt blot bad ham nævne en pris. Affærdigende slog han med hovedet og udstødte en lyd, der startede hvislende og derefter blev mere ’pff’ agtig, tydeligt tegn på irritation.

,,Åh kære, du forstå sandelig at ødelægge det sjove, nyah? Sig mig hvad du kan tilbyde, og jeg vil overveje at opfylde dit simple ønske, hoppe”

[/b]
Sagde han med en slanges snedighed og hvislende ondskab, inden han sirligt sneg sig tættere. Hun ønskede afstand, og netop derfor ville han tættere på, for at træde på hendes grænser. Hele tiden havde han magiske sensorer ude, for at opfange om hun skulle til at lange ud; i så fald ville han ikke tøve med blot at fryse hende igen. Hopper skal stå pænt, det skal de bare.[/blockquote][/size]

Nour var træt af at være oppe på dupperne, hoppen havde til at starte med ingen kræfter, hun slappede af dog mod hendes vilje, men hendes krop accepterede intet andet. Hun fnøs af hans kommentar, lignede det at hun var kommet hele den vej for sjov? Det var så modbydeligt at hendes eneste forsvarsmekanisme var at smile sarkastisk over det, hingsten var ussel! Den grå kiggede atter mistroisk på ham før hun endnu engang begyndte at tænke sig om, hvad kunne hun dog give ham?!

"Du kan få..."
mere nåede hoppen ikke før hingsten var begyndt at kravle tættere på hende, et lavt hvin undslap hende, ikke et hysterisk højt et, men et halvkvalt irriteret et der bad ham udtrykkeligt om at skride a H til! Men noget sagde hende at han kun nød hendes irritation.
Hun rømmede sig et øjeblik...

"Jeg kan give dig et liv..." Hun var ikke meget for det men hun kunne tilbyde ham et afkom, men hun vidste at han allerede havde et, eller måske flere

"Et afkom du kan tage dig af så snart det er født..." Hun vidste ikke om hun turde tage moderollen igen, eller hvordan hun skulle passe føllet, hendes selvtillid som moder var forsvundet.

"Endten det... eller du kan få mit ene øje, dit valg"
Hun vidste ikke om det sidste var klogt af hende, men hun var desperat og havde brug for den styrke noget så inderligt! Og hvad var mere vigtigt for hende end hendes syn? hvilken hest ville kunne leve uden deres syn? eller bare kun med det ene øje? Hun svirpede let med halen, hendes øre irriterende bagud, og hendes brune honningfarvede øjne stirrede på ham, det havde ikke forladt ham på noget tidspunkt