Cavern of Rumpelstiltskin

... Nyahaha

Snart var Xenocrates på vej, men inden da, havde en fremmed fundet vej til grotten, som Rumpelstiltskin havde kreeret til ham selv, hans hjem. Denne fremmede, var en hingst, ingen tvivl om det. Et smørret smil tegnede sig om mulen på den lumske sjæl, og i det sønnen begav sig afsted og sendte et nap efter den fremmede, stak Rumpelstiltskin i et morende hyl, et grin skingert og overgearet, inden han vimsede hen til den fremmede. Med lette og nærmest galante skridt var Rumpelstiltskin henne ved denne hingst, og med et meget direkte blik, gennemgik han hurtigt detaljerne på den fremmede.

,,Nå nåh, hvad kan jeg så gøre for dig, kære?"

Fremsagde den lumske sjæl straks, med den nærmest skingre stemme. Det var tydeligt at det morede ham, det her, og kort efter kiggede han efter Myth, som han faktisk ikke vidste, om endnu ønskede at blive eller ej.

<sub>Den unge hingst forsvandt ud af grotte - dog ikke uden et irreterende nap udefter Askari. Den ældre hingst kom mod ham; næsten over slesk. Hans stemme havde en lokkende klang og lumsk klang som fandt Askari yderst mærkværdig. Forvirret var han over hingstens spørgsmål; hvad kunne denne hingst dog gøre for ham? Med hovedet halvt på skrå svarede han det underlige spørgsmål.

"Dette er mig umuligt at svare på før de har fortalt mig hvilken hule dette er og hvorfor en magisk rus omgiver den"

Hans høflighed var blevet bedre siden mødet med den ædle ørne øje; dog ikke så overdrevet høflig som når den ældre hingst var i nærheden, men dog bedre. Før havde han ikke drømt om at tiltale en anden hingst med noget som lignede høflighed.</sub>

Myth rystede på hovedet af sin søn, som skabte sig tosset, men der kom dog ingen irrettesættelse. Det skulle komme fra hans fader, da Myth havde overgivet ansvaret til ham. Rumpel vidste hvordan han ville forme Xenon og det skulle hun bestemt ikke blande sig i. Hun iagttog nu i stedet den nyankomne og stod selv og funderede om hvorvidt hun skulle følge efter sin søn. Hun brummede svagt, men stod da så roligt, da hun ikke ønskede at forstyrre hvad end Rumpel havde gang i.
Hun holdt en højlig afstand og forholdt sig da tavs, da hun trods alt kun var gæst. Der kunne hun så gøre op med sig selv hvorvidt hun skulle gå eller ej.

... Nyahaha

Et opgivende og lettere overdrevent suk forlod mulen på Rumpelstiltskin, inden han med vimsende bevægelser søgte omkring denne fremmede der havde søgt vej hertil. Dog kom det hånefulde, overgearede grin snart frem igen, afløste sukket og derpå kunne man for alvor kende den usle hingst igen.

,,Nyah, se, det er jo ganske let at svare på, kære. Dette er min hule"

Sagde han med den karakteristiske ivrighed i stemmen. Hans vimsende skridt havde snart bragt ham en omgang eller to rundt om den fremmede, og derpå standsede han ved fronten på hingsten, og så ham i øjesyn for første gang.

,,Dette er min hule, og med mindre du har noget du kan friste mig med, da burde du gå, når ikke du ved, hvad du er omgivet af, kære"

Lød det nu, ganske alvorligt, i stor kontrakt til hans vimsende personlighed. Folk der ikke havde kendskab til ham og hans magi, burde holde sig væk, til deres erfaringer indeholdt historierne omkring Rumpelstiltskin selv.

<sub>Efter en del "cirkling" gav hingsten endelig et svar fra sig. Hulen var åbentbart hans og dette undrede Askari; ingen heste han før havde mødt havde direkte sagt at en område i dette land var deres, den specielle brogede hingst, han endnu ikke havde navnet på, var den eneste som havde vist noget som kunne kaldes ejerfornemelse. Selv kunne han eje denne form for magtsyge fornemmelser men dette mente han ikke var udbredt i Andromeda's folk.
Ikke kun at tale gjorde han; aldrig var der ro på ham, hele tiden vimsende og grinede det mest sære grin, Askari havde hørt.
Da han talede igen var der intet vimset over ham og ordene forvirrede den yngre hingst; Skulle han friste? Skulle han kende noget til en fremmed, som ikke havde været for hans øjne før? Det troede han ik lige!

"At gå er hvad DU foreslår? Fordi jeg ej har hørt om dig? Ej har jeg før hørt om en hest, hvor ordene ikke kom ud af egen mund!"

Et fnys forlod hans mule. Imens han skulede til hingstens mærkværdige øjne og udseende.</sub>

... Nyahaha

Et slesk smil fandt vej til mulen på den lumske Rumpelstiltskin, der havde fået ganske uventet besøg. Den musegråbrogede hingst, der havde trådt nok så frækt ind i hans hule, uvidende, kom nu med en meget modig udtalelse, som fik den lumske sjæl til at smile nærmest helt hysterisk.
Med vimsende bevægelser hoppede han en omgang ekstra om hingsten, blot for at genere ham mest muligt; det lod nemlig ikke til, at den gråbrogede Askari synes det var morsomt, at Rumpelstiltskin blev ved med at vimse således rundt.

,,Nyahaha, du er ganske modig, Askari, ganske modig, nyah! Men kære, fortæl mig da, hvilken mund jeg snakker med, hvis da ikke det er min egen, mmm?"

Sagde han med tydelig morsomhed i stemmen. Han nød altid at svare igen på denne måde, især når selskabet lod til at være uvidende omkring hans egentlige evner. Derpå hoppede han frem, i en nærmest slangeagtig bevægelse og lod sine tænder klappes i lige foran mulen på den gråbrogede hingst, inden hans ganske hysteriske latter lød igen.

,,Gråbrogede hingst, forlad min hule nu, med mindre du har en handel du vil slå af. Og hver du blot glad for, at jeg synes om modige kræ som dig - Ellers, kunne du ganske let kravle rundt som en rotte på nuværende tidspunkt, nyah!"

Lød de sidste ord fra mulen på den lumske hingst, inden han vendte rundt og satte kursen mod det indre af hans hule. Hvis Askari var klog, ville han enten snakke fornuft nu, eller forlade hulen - Ellers skulle dette møde nok gå hen og blive ganske .. fornøjeligt for den sleske hingst.

<sub>Hingsten gjorde endnu en cirkel om Askari og gav ham et svar, som kun forvirrede ham endnu mere. Svare igen gjorde han, og fordrejet blev Askaris ord også; ikke af denne mening havde ordne villet lyde, aldrig havde han hørt fået noget og vide om nogen heste uden at denne stod foran ham. Denne Rumpel synes, næsten forlangte, en anden sjæl havde fortalt om ham. Han tænder klappede sammen ikke langt fra Askaris mule og lod efter denne handling, en af hans - højest mærkværdige - latter komme. Ordene latteren også tog med sig var klart ment som en trussel; skrid eller du vil fortryde det. Dog hæftede den unge hingst sig ved et ord; handel. Endnu var han ikke klar til at gå.

"Hvilke handler gør de, Rumpel?"

Denne gang var hans stemme nysgerrig, og afventende blikke blev sendt mod den forsvindende Rumpelstiltskin.</sub>

Myth opholdt sig altid nærmest som en statue når der var andre end hende og Rumpel i hans hule. Hun iagttog dem dog altid nøje og havde ofte en tendens til at stirre på vedkommende som ville hun æde dem levende. Hun var ikke tryg i dette øjeblik hvor Rumpel nu vandrede ind mod det bagerste af hulen. Hun fnyste da højt af den unge hingst der ikke have forstået hans hentydning. Hun tog et skridt frem og snappede kort udefter hingsten i det han nu var for tæt på. Hun fnyste let, inden hun trippede omkring sig selv og skævede kort hen på Rumpel. Hun vidste ikke helt hvor vidt hun ville blive eller om han måske ikke ville have hende her. Hun brummede ganske svagt, inden hun nu igen faldt til ro.

... Nyahaha

Rumpelstiltskin, som var på vej imod det indre af hulen, bemærkede at hoppen han selv havde valgt godt måtte være i hans hule, gjorde udfald imod den gråbrogede hingst, og dette syn morede ham. Dog vidste han, at det nok ville være ganske smart ikke at lade Midnight Myth gå i hovedet på den fremmede hingst, der gik under navnet Askari, og dermed var han i to spring ovre og imellem de to, med et alt for overlegens kropssprog. Han smilede nærmest direkte ondskabsfuldt til Askari, inden han med den hånefulde stemme begyndte at grine, som han havde gjort det flere gange indenfor det sidste lille stykke tid. Den uvidende hingst morede ham simpelthen.

,,Åh, kære, alt. Ser du, der findes ikke det, som jeg ikke kan klare .. hvis da man vil betale, nyah!"

Sagde han med den overgearede stemme, inden han vendte sig imod Myth og sendte hende et, faktisk, smigrende blik. Af en eller anden grund havde hendes lille udfald gjort indtryk på hende, for selvom han absolut ikke ville binde sig, kunne han godt lide, at hun på en måde gjorde krav på at være her, selvom det nu ej var hendes hule. Snart stod han ved siden af den midnatssorte hoppe og afventede svar fra den gråbrogede. Og hvis ej hans mule ville undslippe noget fornuftigt, så havde Rumpelstiltskin sat sig for, at han skulle mærke magien. På den ene eller anden måde.

Hoppen opdagede den grå hingst først nu; ej havde hun gjordt sig bemærket, blot stirret på en mindst uforskammet måde. Hendes snap efter ham, gengældte han bare kort med et par nedlagde ører og en vissen af tænder, inden han igen så på Rumpelstiltskin. Grine sit underlige grin, gjorde han endnu engang; Askari ville nok aldrig kunne vænne sig til denne hysteriske latter, næsten som en hyæne. Han besad åbenbart en magi, eller lignende, som kunne klare alt, fortalte hans ord.

"Kan de rette op på nogle..... mangler?"

hviskede Askari. Mangler mente Askari ikke han havde alt for mange af; men en var ham en evig plage. Hoppehøjde, som hans "følvenner" engang havde kaldt det, og ej havde han mødt en hingst som var tæt på hans højde. Dog huskede han den afsluttende sætning; en pris.

"Hvad vil dette koste."

Han havde ikke sagt hvad han ønskede, men gik udfra at denne hingst kunne se dette. Hvis Askari selv havde haft evner, som kunne give en hvad som helst, ville han da mindst have ladet lidt falde af på sig selv. Hvis denne hingst behøvede flere ord, end de få som allerede havde lydt, ville han ikke kunne leve op til sit ord og opfylde hvad som helst, mente Askari.

Hoppen hævedet advarende hovedet af hingstens reaktion overfor hende, men stod ellers pænt ved Rumpels side. Hun afslørede derved intet af sig selv, men ventede forventningsfuldt på at den unge hingst ville åbne munden og hun kunne få lov til at hugge tænderne i ham. Dette skete dog ikke og skuffelsen bredte sig helt klart i hoppen, der dog ikke viste noget ud af til. Hun skævede over på Rumpel og vippede da ørerne frem over hans smil, inden blikket blev vendt mod den unge hingst som atter talte. Myth som jo ikke kunne læse tanker gik vel ud fra at den unge hingst's mangler enten var noget mere alvorligt eller noget så simpelt som intelligens, hvilket fik hende til at trække svagt på smilebåndet, men dette falmede hurtigt, da hun godt vidste at hun ikke skulle blande sig yderligere. Hun lod i stedet blikket vandre omkring i hulen, inden hun lod det hvile på Rumpel, det var vel der hun fandt mest ro. Den unge hingst gjorde hende bare irritabel.

... Nyahaha

Der skete endelig det, at den gråbrogede Askari valgte at snakke. Han kom frem med en forespørgsel angående nogle mangler - men nok var Rumpelstiltskin meget, men ikke tankelæser. Med en næsten irritabel snerren underlagt den hysteriske latter, vente han hele sin opmærksomhed imod hingsten igen, selvom han egentlig var blevet godt træt af hans langsommelighed. Det var ikke ligefrem fordi Rumpelstiltskin var i godt humør i denne stund, men dog afslog han aldrig muligheden for at handle, hvis den bød sig.
Han trådte nu frem fra Myth af og tilbage til Askari, der nu havde spurgt ham an. Med et tydeligt hånefuldt kropssprog stillede hans sig op foran den brogede.

,,Nyah, det kommer jo helt an på hvad disse mangler er"

Sagde den lumske sjæl med tydelig irritation i stemmen. Det var efterhånden fristende for ham, blot at skubbe den brogede ud, så han kunne få fred - men nu ville han lige høre efter, hvad denne aftale omhandlede. Hvis han fandt det kedelig, kunne han jo altid afvise.

En snerren kom fra hingsten og Askari undertrykte en modsvarende. Han virkede noget så træt af ham og varsomt skulle der trædes - hvis denne havde det han påstod. Han stemme lød igen og da modsvarede han Askaris fornemmelser; ord skulle han bruge. Et øjeblik tænkte Askari sig om; så klog eller `mægtig´ var ham rumpel heller ikke - men magi kunne han da vel alligevel eje? ej var sådant ligelidt fordelt.
Askari huskede hvilken magi han selv ville have givet sig selv, hvis han ejede Rumpels magi;

"Rumpel - kan de gøre mig tankelæser?"

Og igen hjemsøgte ordet pris ham og han skyndte sig at tilføje;''

"Hvad vil dette koste?"

Myth lod blikket vandre over den unge hingst som hun nu tydeligt rystede på hovedet i dag. Derpå lod hun det ellers vandre over på Rumpel, som nu trådte væk fra hendes side og frem mod hingsten. Hun lyttede opmærksomt til dem og da hingsten igen talte, lagde Myth ørerne i nakken.
Hun fnyste højt og irritabelt og der slog for et ganske kort sekund gnister omkring hende i det hun svirpede med halen. Ja næsten for hurtigt til at opfatte for det utrænede øje. For det ville nok bare ligne hendes aftegn der bevægede sig en smugle. Hun så afventende hen på Rumpel og så igen på hingsten. Han kunne da umuligt ville lave sådan en aftale. Hun lagde hovedet på sned. Medmindre der var noget specielt han ønskede fra denne hingst. Dog kunne Myth ikke se hvad denne hingst kunne tilbyde af noget som helst. Hun trak dog på skulderne, da hun jo trods alt ikke vidste hvad Rumpel tænkte.

… Nyahaha

Det, at den gråbrogede hingst undlod en snerren og tydeligt var irritabel over den lumske hingsts adfærd, morede ham blot endnu mere - opmuntrede ham til at opføre sig endnu mere iltert, hysterisk nærmest. Han lod blot sin karakteristiske grinen lyde igen, inden han med slangeagtige bevægelser snoede sig helt hen ved Askari og rundt om ham. Det hysteriske grin var blevet erstattet af et skummelt et, nærmest ondt.

,,Åh ja kære, det kan jeg. Og din pris, jo, nyah, lad os snakke om den. Ser du, det du kan give mig i betaling, er en service jeg har behov for - for har fået nys om, at skyggerne ønsker at trække informationer ud omkring min eksistens, og hvad de skal bruge disse til, vil jeg vide. Hvis du, nyah, kan komme med et svar herom, vil jeg give dig evnerne til at læse andres tanker.”

Rumpel’s onde latter, var ophørt da han startede med at tale, men nu lød den igen, lav, men ond. Han vidste at Skyggerne var ondskabsfulde væsner, og hvis ikke Askari allerede havde mødt disse, ville han med glæde se frem til at se, hvordan den brogede hingst så ud efter mødet. Både fysisk og mentalt. Rumpel vimsede derpå over imod Myth igen, standsede op på halvvejen og vendte siden til.

,,Hvad siger du til dén, Askari? Nyahahah”

[/center][/blockquote][/size]